*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
BREAKING
0

Disse ting hader virksomhederne ved jobsøgende

Som jobsøgende gælder det om at gøre virksomheden interesseret i dig, skabe en god kemi og i sidste ende helst lande jobbet.

Erhverv
Er dit CV og din ansøgning standardiseret, kan du godt regne med at den ryger i skraldespanden. Foto: Casper Dalhoff

Og her gælder det om at undgå at gøre det, der virkelig irriterer virksomhederne.

Det virksomhederne bliver mest irriterede over ved jobsøgende er, hvis de virker uforberedte til jobsamtalen. Hele 72 pct. af virksomhederne mener, at det er en af de tre mest irriterende ting ved jobsøgende. Det viser en ny undersøgelse, som konsulenthuset Ballisager har lavet blandt 754 offentlige og private virksomheder.

»Jeg forstår godt, at det er et turn-off for virksomhederne, hvis det første signal, man sender, er, at man er sjusket. I dag handler det mere og mere om, om jobbet er noget, du vil, end om du kan det hele,« siger Morten Ballisager, der er rekrutteringsekspert og direktør i Ballisager.

Derudover viser undersøgelsen, at man som jobsøgende skal holde lidt igen, når man skriver ansøgningen og CV’et. 21 pct. af virksomhederne synes nemlig, at det mest irriterende ved jobsøgende er, at deres ansøgninger og CV er for omfattende. Til gengæld er det kun 12 pct., der bliver irriterede over, at de er for korte.

»En af vores tidligere undersøgelser har vist, at virksomhederne helst vil have, at CV’et er tre sider og ansøgningen en side. Når man viser, at man kan begrænse sig i sin ansøgning, viser man også, at man kan skære ind til det essentielle i en arbejdssituation,« siger Morten Ballisager.

Til gengæld viser undersøgelsen, at man som jobsøgende nærmest ikke kan tale for meget til en jobsamtale. Kun 5 pct. af virksomhederne mener, at noget af den mest irriterende adfærd hos en jobansøger er, hvis vedkommende taler for meget.

Disse ting irriterer virksomhederne sig mest over ved jobsøgende:

  • Jobsøger virkede uforberedt til jobsamtalen: 72 pct.
  • CV og ansøgning virkede standardiserede: 65 pct.
  • Jobsøger havde for stort fokus på egen vinding: 33 pct.
  • CV og ansøgning var for omfattende: 21 pct.
  • CV og ansøgning var for kortfattet: 12 pct.
  • Jobsøger udviste for meget selvtillid ved jobsamtalen: 12 pct.
  • Jobsøger talte for lidt ved jobsamtalen: 12 pct.
  • Jobsøger talte for meget til jobsamtalen: 5 pct.

Kilde: Ballisagers Rekrutteringsanalyse 2015. Virksomhederne kan vælge op til tre svar.

Læs også
Annonce