*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

To millioner Audi-biler udstyret med snydesoftware

2,1 mio. Audi-biler er omfattet af Volkswagens omfattende svindelsag.

Erhverv
2,1 mio. Audi-biler har været udstyret med den snydesoftware, der pyntede på bilernes reelle udledning af miljøfarlige NOx-gasser, skriver nyhedsbureauet Reuters. Foto: Matthias Schrader/AP

Skandalesagen i Volkswagen (VW) vokser fortsat, og nu er bilgigantens luksusmærke Audi også blevet en del af den.

2,1 mio. Audi-biler med motorer af typen EU5 har været udstyret med den snydesoftware, der pynter på bilernes reelle udledning af miljøfarlige NOx-gasser. Det drejer sig om modellerne A1, A3, A4, A5, A6, TT, Q3 og Q5, oplyser en Audi-talsmand til nyhedsbureauet Reuters.

1,42 mio. af bilerne er solgt i Vesteuropa, heraf 577.000 i Tyskland, mens 13.000 er solgt i USA.

Mandag valgte bestyrelsen i VW at suspendere udviklingscheferne i hhv. Audi, VW og Porsche, Ulrich Hackenberg, Heinz-Jakob Neusser og Wolfgang Hatz, der alle er mistænkt for at have været involveret i svindelsagen.

Samtidig er en række andre VW-medarbejdere sendt på orlov, mens selskabets bestyrelse sammen med tyske anklagere forsøger at nå til bunds i sagen. Den tidligere topchef Martin Winterkorn, der trak sig fra sin post onsdag, benægter, at han har kendt til snyderiet.

VW-aktien, der faldt med næsten 30 pct. i sidste uge, er nede med 6,7 pct. mandag. En række nye oplysninger i sagen har pustet til mistanken om, at den øverste VW-ledelse var med til at orkestrere brugen af snydesoftware.

Om biler fra Volkswagen, der producerer VW, Audi, Skoda, Porsche, Seat, Bentley, Bugatti og Lamborghini, solgt i Danmark er omfattet af dieselgate vides endnu ikke.

Læs også
Annonce