*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

91.000 danske VW-biler omfattet af skandale

Sagen om VW's fusk med emissionsdata er nået til Danmark.

Erhverv
Nu er også danske VW-bilejere blevet viklet ind i sagen om fusk med emissionsdata. Foto: Julian Stratenschulte/AP

Knap 91.000 VW-biler i Danmark ud af i alt 600.000 kan være berørt af Volkswagens (VW's) forsøg på at skjule bilernes reelle forureningsniveau.

Det oplyser VW Danmark til Finans.

Dermed er også danske VW-bilejere blevet viklet ind i sagen, der begyndte for godt en uge siden, og som synes at eskalere yderligere dag for dag.

»Det tal, vi har fået oplyst fra fabrikken, er et potentielt tal. Vi har endnu ikke fået oplyst, hvilke konkrete bilmodeller der er tale om. Vi afventer at modtage specifikke stelnumre, så vi kan begynde at tage kontakt til de berørte bilejere,« siger pressechef i VW Danmark, Søs Righolt.

Hun understreger, at de berørte biler er »fuldstændig sikre at køre i.« Endnu ved man ikke, om snydesoftwaren ligger aktivt eller inaktivt i bilerne, men der arbejdes på at finde en løsning på problemet.

»Så længe vi ikke har de enkelte stelnumre, er vi sat skakmat. Vi afventer svar fra fabrikken og tager kontakt til bilejerne, så snart vi ved noget. Og vi opfordrer til, at VW-bilejere tager det ganske roligt,« siger Søs Righolt.

11 mio. biler solgt verden over har installeret software, der pynter på målinger af bilernes forureningsniveau under tests. På den måde fremstår bilerne mere miljøvenlige, end de reelt er.

Af de 91.000 indregistrerede biler herhjemme, der har det skandaleramte software installeret, er 58 pct. VW, 16 pct. Audi , 18 pct. Skoda og 8 pct. Seat, oplyser VW Danmark til FDM.

Mandag har VW suspenderet tre af sine udviklingschefer som følge af sagen, og den tidligere topchef Martin Winterkorn er blevet sigtet for bedrageri af den tyske anklagemyndighed.

Læs også
Annonce