*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Skandaliseret advokatfirma er lukket efter gigantisk svindelsag

Johan Schlüter Advokatfirma har rømmet hovedsædet, telefoner og hjemmeside er lukket ned, og kun tre advokater har endnu ikke annonceret, at de har fundet andet arbejde.

Schlüter-sagen
Johan Schlüter Advokatkontor holdt til i en prominent ejendom på Højbro Plads i København. Nu er ejendommen rømmet og firmaet lukket.  Foto: Jens Henrik Daugaard

Det kriseramte Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) er lukket, og der er ikke meget, der tyder på, at det nogensinde åbner igen.

Advokatfirmaet har været ramt af kunde- og medarbejderflugt, siden det i juli blev beskyldt for at have svindlet med copydan-penge for 100 mio. kr.

Ledelsen lagde hele skylden på partner Susanne Fryland, der blev politianmeldt og bortvist, men selv om firmaet fyrede en tredjedel af sine medarbejdere og hyrede den erfarne insolvensadvokat, Pernille Bigaard, stod virksomheden tilsyneladende ikke til at redde.

I hvert fald er Johan Schlüters hovedsæde på Højbro Plads i København nu rømmet, telefonerne er lukket, og det samme er firmaets hjemmeside.

Onsdag bekræftede advokatfirmaet Magnusson, at det har rekrutteret Lars Halgreen. Lars Halgreen er en af tre medejere af JSA, og han er en af de førende eksperter i sportsret i Europa, og er ligeledes dommer i den internationale sportsdomstol, CAS.

Han er dermed blot den seneste af en række fremtrædende advokater, der har forladt Johan Schlüter Advokatfirma den seneste tid. Andre er skiftet til bl.a. Moltke-Leth, Lett og Lund Elmer Sandager.

Johan Schlüters datter, Katrine Schlüter Schierbeck, er skiftet til Aumento Advokatfirma, og ifølge indberetninger til Advokatsamfundet og Linkedin har kun tre advokater endnu ikke fundet sig en ny arbejdsplads.

Den ene er den 71-årige stifter, Johan Schlüter, som det igennem længere tid ikke har været muligt at få en kommentar fra.

Direktør i brancheorganisationen Danske Advokater Paul Mollerup mener, at nedturen i JSA er ganske opsigtsvækkende.

»Det er højst usædvanligt i Danmark, at advokatfirmaer af den størrelse forsvinder fra jordens overflade,« siger Paul Mollerup, der understreger, at han kun kender til JSA's skæbne fra pressen, da firmaet ikke har været medlem af brancheorganisationen.

Johan Schlüter skabte Johan Schlüter Advokatfirma i 2002, da han gik solo fra Bech-Bruun. Ifølge en tidligere version af firmaets hjemmeside havde JSA for et år siden 58 medarbejdere, herunder 11 partnere, 7 advokater og 3 advokatfuldmægtige.

Læs også
Annonce