*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Analytiker: Prisstigninger bag pludseligt kurshop til TDC

Det er angiveligt planer om højere priser på mobiltelefoni hos TDC, der mandag får investorerne til at øjne lysere tider for teleaktien. Det fortæller aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.

Erhverv
PR-foto: TDC

TDC A/S -aktien stiger 4,2 pct. til 34,98 kr. og satte især gang i en stigning efter klokken 10 mandag formiddag.

- Vi kan se, at Telmore (TDC-datterselskab, red.) hæver priserne på mobilabonnement. Hvis de lykkes med det, og konkurrenterne følger med, ændrer det hele forudsætningerne for den aktie, forklarer Jesper Bamberger over for Ritzau Finans.

Telmores hjemmeside reklamerer lige nu med mobilabonnementer til 109 kr. per måned, hvor de tidligere har kostet 99 kr. i måneden. Det kommer efter mange år med nedadgående pres på mobilpriserne takket være heftig konkurrence på det danske marked.

Sidste år besluttede Teliasonera og Telenor at slå deres danske forretninger sammen, så der sammen med TDC og "3" kun skulle være tre konkurrenter på markedet. Men for høje krav fra EU satte en stopper for fusionsplanerne, og det tilbageslag kostede blandt andet dyrt for TDC-aktien i starten af august.

- Efter at det ikke kunne lade sig gøre at få en fusion igennem, så er prisstigninger næste træk. Vi ved ikke, om de andre følger med TDC endnu, men hvis de gør det, er det rigtig positivt, og så kan TDC-aktien stige endnu mere. Med det fald, den har taget, så tror jeg, at nogen allerede nu tager den chance - det er min tolkning, siger Jesper Bamberger.

Omvendt gør den volatile konkurrence også TDC til en potentiel risikoaktie i den nuværende situation.

- Det kræver, at de andre følger med, for at den kan holde den stigning. Det må tiden vise. Hvis de ikke gør det, bør den falde tilbage, siger Jesper Bamberger.

Læs også
Annonce