*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Stort dansk eksportfremstød ramler sammen med uroligheder i Iran

Men omstændighederne til trods bliver det stadig ikke nemt for virksomhederne at indtræde i markedet, mener Dansk Industri.

Erhverv
Røgen steg fra den saudi-arabiske ambassade i Teheran, hvor flere iranere protesterede over henrettelsen af den shiitiske leder Nimr al-Nimr. Foto: Mohammadreza Nadimi/AP

Dansk Industri tager den spændte situation mellem Iran og Saudi-Arabien med ro.

»Begivenhederne tillægger jeg ikke stor betydning. På trods af den reaktion, der har været i nat, blandt andet med angrebet og ildspåsættelsen af saudiske ambassade i Iran, er der stadig en utrolig optimisme omkring handel med Iran i øjeblikket,« siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.

Udtalelsen fra Dansk Industri kommer efter, at Irans religiøse overhoved, ayatollah Sayyid Khamenei, søndag morgen eskalerede sin retorik imod Saudi-Arabien, efter Saudi-Arabien lørdag henrettede den shiitiske leder Nimr al-Nimr.

Den danske industri har siden sommer øjnet gyldne eksportmuligheder for handel med Iran, verdens 18. største økonomi, som snart kan se frem til at få ophævet de handelssanktioner, der har været pålagt af det internationale samfund.

Sanktionerne vil efter planen blive gradvist hævet i starten af 2016 på grund af den atomaftale, som Iran har underskrevet.

Som en direkte udløber af aftalen, starter i dag et stort dansk eksportfremstød, der har sendt udenrigsminister, Kristian Jensen (V), af sted til Teheran, hvor også 58 virksomheder er med i følget.

Helle Malmvig, der er seniorforsker i internationale relationer i Mellemøsten hos DIIS, mener heller ikke, at stridighederne vil påvirke økonomien i de to lande i en grad, som vil ramme dansk eksport.

»Iran og Saudi-Arabien handler ikke voldsomt med hinanden. I det hele taget handler de mellemøstlige lande meget lidt med hinanden, de handler i stedet med Kina, Europa og USA, derfor får spændingerne ikke den form for effekt,« vurderer Helle Malmvig.

Mens de to lande ikke handler sammen i særligt grad, kan spændingerne dog få betydning for spillet om oliepriserne.

»Det hjælper ikke på at finde fælles fodslag om prissætningen på olie, men man kan sige, at det er en oliestrid, som allerede foregik før de nye begivenheder,« siger Helle Malmvig.

Dansk Industri regner derfor heller ikke med, at de nuværende uroligheder vil ramme det danske eksportfremstød. Men omstændighederne til trods bliver det ikke nemt for virksomhederne at indtræde i markedet.

»I 10 år har Iran været det vanskeligste marked, man som virksomhed har opereret på overhovedet. Det vil fortsat være yderst et vanskeligt marked, fordi hele det politiske-, religiøse- og kommerciellesystem er godt og grundigt mudret sammen, så Iran er for profferne og dem, der har en langtids horisont.« mener Peter Thagesen.

Det er særligt danske virksomheder, der er en del af fødevareproduktionen, som vil få gavn af de løftede sanktioner, mener Peter Thagesen.

Derudover er det vores spydspids omkring grøn teknologi. Iranerne har en utrolig dårlig udnyttelse af energiressourcerne i landet, og nu bliver der åbnet op for, at de igen kan begynde at sælge olie og gas i Europa. Pharma- og medicoindustrien ser også et stort potentiale,” fortæller han.

Ifølge en analyse fra Udenrigsministeriet kan den danske eksport blive løftet med 0,5 mia. kr. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

»Analysen peger på de gode muligheder, som den forventede ophævelse af sanktionerne mod Iran vil åbne for danske virksomheder. Forsigtigt sat regner vi med at kunne løfte eksporten med en halv mia. kr.,« udtaler udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Udenrigsministeren, Kristian Jensen (V), vil under besøget i den iranske hovedstad, Teheran, også deltage i en række udenrigspolitiske møder, hvor der blandt andet skal sættes »fokus på danske spidskompetencer inden for tre sektorer, og på den måde gøre sit til, at iranerne bliver opmærksomme på de mange danske firmaer, hvis kompetencer og ydelser i høj grad matcher den iranske efterspørgsel.«

Læs også