*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Priserne på brugte biler i opsigtsvækkende stort fald

På bare 45 dage er priserne på brugte biler faldet med mere end 5 pct.

Erhverv
Omtrent hver tredje brugte bil med et prisskilt over 165.000 kr. og en alder under tre år er sat ned i pris. Screendump: Bilbasen.dk

Omlægningen af registreringsafgiften i november i det senest forgangne år har fået betydelige konsekvenser for brugtbilmarkedet.

En analyse, som brugtbildatabasen Bilbasen og banken Spar Nord, har foretaget viser, at priserne på mere end 5.000 nyere brugte biler er faldet med gennemsnitligt 5,2 pct. siden den overraskende afgiftsnedsættelse i fjor.

Mere konkret er der typisk tale om prisfald i størrelsesordenen 10.000-20.000 kr. for nyere, populære familiebiler som Skoda Octavia, Peugeot 308 og Ford Mondeo.

»Der er tale om den mest omfattende og pludselige priskorrektion i nyere tid, og der kommer formentlig til at gå nogle uger endnu, før brugtbilpriserne har fundet sig til rette på det nye og lavere niveau,« siger markedsanalytiker i BilBasen Jan Lang.

Pristjek

Siden 20. november er nedenstående 0-3 år gamle brugtbiler i gennemsnit prisjusteret med følgende beløb:

  • Ford Mondeo: 18.400 kr.
  • Nissan Qashqai: 12.700 kr.
  • Peugeot 308: 10.600 kr.
  • Skoda Octavia: 9.600 kr.
  • VW Polo: 7.100 kr.

Kilde: Bilbasen/Spar Nord

Afgiftsænkningen var et af punkterne på den finanslovsaftale for 2016, som regeringen indgik med den øvrige del af blå blok.

Her blev man enige om at sænke registreringsafgiften på nye biler fra 180 pct. til 150 pct. Det svarer i gennemsnit til 17.000 kr. mindre for biler, der koster mere end 170.000 kr.

Eksempelvis faldt nyprisen på en Skoda Octavia 2.0 TDI fra omtrent 319.000 kr. til 301.243 kr. ifølge beregninger fra Bilbasen. Tilsvarende dykkede prisen på en ny Ford Mondeo 2.0 TDCi med godt 32.000 kr. til en pris omkring 425.000 kr.

Det er den ændring, der er ved at slå igennem på brugte biler.

Analysen viser, at det først og fremmest er de nyeste og dyreste brugte biler, der er faldet i pris. Ser man på biler, der maksimalt er tre år gamle, og til en pris på mere end 165.000 kr., er der tale om prisfald på hver tredje bil.

Men flere brugte biler står formentlig foran en prisnedsættelse, og det er måske nok gode nyheder for dem, der står foran et bilkøb, men det er dårlige nyheder for bilejere, der investerede i ny bil kort før afgiftsomlægningen.

»Hvis du eksempelvis købte en ny Ford Mondeo sidste år, så skal du forholde dig til et værditab på op imod 20.000 kr. i år på grund af afgiftssænkelsen. Og det er vel at mærke ud over den almindelige værdiforringelse,« lyder det fra cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Til gengæld bliver ældre, brugte biler ikke ramt af prisdyk på samme måde. Ser man på biler over 4 år eller på biler til priser under 165.000 kr., så har brugtvognspriserne stort set ikke ændret sig. Blandt andet fordi afgifterne ikke er ændret for de billigere biler.

Læs også