*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Populær smutvej til billigere biler lukket

Antallet af såkaldte valutabiler er eksploderet de seneste år, men fjernet fradrag gør ordningen mindre attraktiv.

Erhverv
I begyndelsen af 2014 havde Skat registreret 8.410 valutabiler i Danmark, men det tal var i slutningen af 2015 vokset med næsten 100 pct. til omtrent 16.000 af slagsen. Foto: Jens Dresling

Mens nytårsraketterne bragede løs på den danske nattehimmel, lukkede en smutvej til billigere brugte biler.

Det skete, da regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre som et led i omlægningen af registreringsafgiften på elbiler afskaffede et fradrag i forbindelse med de såkaldte valutabiler.

Valutabiler er udlejningsbiler, der kun må benyttes af personer med bopæl uden for Danmark. Det betyder, at de kan købes og benyttes uden, at der er betalt afgift af dem.

Valutabiler
  • Valutabiler er udlejningsbiler, der udelukkende må udlejes til personer, som har bopæl uden for Danmark. Det betyder til gengæld, at der ikke er betalt afgifter af dem.
  • Indtil årsskiftet var det i forbindelse med afgiftsberigtigelse muligt at få et fradrag på 5.000 kr. plus et fradrag på 1 pct. pr. 1.000 km., som bilen havde kørt. Dog med et loft over. Fradragsordningen er nu afskaffet.
  • Valutabilernes udbredelse er vokset. I årene 2012 og 2013 var der er typisk mellem 7.000 og 9.000 valutabiler indregistreret. I januar 2014 var der indregistreret 8.410 valutabiler, og i juni 2014 var der indregistreret 10.698. I slutningen af 2015 var tallet ca. 16.000 biler.

Typisk er valutabilerne efter få måneders brug blevet afgiftsberigtiget og solgt videre til private. Det kunne ske med et fradrag på 5.000 kr. plus 1 pct. i fradrag for hver 1.000 km., som bilen på det tidspunkt havde kørt.

»Der er ingen tvivl om, at valutabiler har været brugt til at få mange biler ud at køre, som man efterfølgende kunne sælge videre. Det kunne i nogle tilfælde give billigere biler, og de besparelser, som jeg har set, har umiddelbart været på mere end 10 pct.,« fortæller markedsanalytiker ved Bilbasen.dk Jan Lang.

Og genvejen til billigere biler blev brugt i stadigt større omfang, indtil politikerne altså sagde stop. I begyndelsen af 2014 havde Skat registreret 8.410 valutabiler i Danmark, men det tal var i slutningen af 2015 vokset med næsten 100 pct. til omtrent 16.000 af slagsen.

Der er ingen tvivl om, at det fordyrer vores omkostninger, men vi sidder lige nu og regner på, hvad det egentlig betyder for os.

Adm. direktør i udlejningsselskaberne Avis & Budget Kasper Gjedsted

Udlejningsselskaber og andre med interesser i valutabiler har fortsat mulighed for at købe bilerne uden afgifter, men uden fradraget vil interessen ganske givet falde, fordi den gevinst, man tidligere fik ved videresalg til eksempelvis hr. og fru Jensen, falder bort.

»Jeg tror godt, at man kan forvente, at det her vil slå bunden ud af markedet, for det vil ikke være så attraktivt mere,« siger Kim Høegh, der er økonom i Autobranchen Danmark.

Hos en af verdens største biludlejningsfirmaer, Avis & Budget, har man endnu ikke fået klarhed over, hvad de nye regler betyder. Men selvom man fortsat vil tilbyde personer med bopæl uden for Danmark billige udlejningsbiler, så kunne noget tyde på, at interessen vil være knap så stor.

»Der er ingen tvivl om, at det fordyrer vores omkostninger, men vi sidder lige nu og regner på, hvad det egentlig betyder for os,« siger adm. direktør i udlejningsselskaberne Avis & Budget Kasper Gjedsted.

Han afviser dog, at der blot er tale om, at man har lukket et hul i afgiftssystemet.

»Ordningen har gjort det muligt for os at konkurrere med tyske og svenske biler. Alternativet er, at vi får biler på svenske eller tyske plader ind, og det får den danske bilindustri ikke meget ud af, og så koster det arbejdspladser,« siger han.

Heller ikke leasingselskaberne er begejstrede for afskaffelsen af fradraget.

»Valutabilerne vil formentlig blive reduceret til et minimum, da man fremadrettet ikke vil have en afgiftsmæssig fordel ved at indregistrere til almindelig brug,« siger Henrik Bech-Hansen, der er adm. direktør i Nordania Leasing.

Han peger på, at det samtidig er en ekstra omkostning, at der skal laves særskilt regnskab på valutabiler, hvilket kræver, at en revisor godkender regnskaberne.

Læs også