*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Dansker beskyldes for at have kopieret James Bond-bil

Efter offentliggørelsen af de første skitser til en ny bil, rejser Aston Martin en sag mod den danske bildesigner Henrik Fisker.

Erhverv
Aston Martin mener, at Henrik Fisker har ladet sig inspirere lige lovlig meget af DB10, der her ses til venstre i selskab med tidligere James Bond-biler. Foto: Thibault Camus/AP Foto: Thibault Camus/AP

Den danske anerkendte bildesigner Henrik Fisker sagsøger nu sin gamle arbejdsgiver Aston Martin.

Det sker i et sagsanlæg med beskyldninger om afpresning og et erstatningskrav på 100 mio. dollar. Det skriver Wall Street Journal, som henviser til retslige dokumenter.

Den amerikanske finansavis skriver, at Aston Martin i et brev til Henrik Fisker pointerer, at designet af Force 1, hvis skitser for nyligt er blevet offentliggjort, har store ligheder med Aston Martins DB10, som er modellen James Bond fornøjer sig med i den seneste 007-film Spectre. Derfor opfordrer Aston Martin den tidligere ansatte Henrik Fisker til ikke at lancere Force 1 på det kommende bilshow i Detroit i USA, som begynder i næste uge.

Aston Martins advokat David M. Kelly udtrykte, at bilproducenten ikke vil tøve med at forsvare sine værdifulde rettigheder

Henrik Fisker arbejdede i 2001-2004 for Aston Martin og efterfølgende stod han bag designet for elsportsbilselskabet Fisker Automotive, som har oplevet både konkurs og skiftende ejerskab.

I Fisker Automotive var hybridbilen Karma udtænkt til at blive nøglen til succes. Karma blev lanceret i 2008 og var tiltænkt en banebrydende rolle inden for grønne sportsbiler, hvor Elon Musks Tesla siden er blevet toneangivende. Fisker Automotive gik konkurs i 2013 og i 2014 blev virksomheden opkøbt af kinesiske Wanxiang Group.
 

Wall Street Journal citerer Fiskers advokat Jonathan Michaels, som mener, at truslen om et retsligt efterspil har til hensigt at ydmyge og bringe ham i forlegenhed i industrien samt pådrage ham et stort finansielt tab. Han nævnte også, at modparten må være desperat, når de sparker ud efter en som Henrik Fisker og giver ham prædikat, som konkurrent.

Læs også