*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danske snydebiler ramt af tomgang

Hverken VW Danmark eller Trafikstyrelsen kan komme længere med sagen.

Erhverv
I alt 11 mio. dieselbiler fordelt på mærkerne VW, Audi, Seat og Skoda skal tilbagekaldes og ordnes. Foto: Julian Stratenschulte/Pool Photo via AP

Danske bilejere, der er omfattet af dieselskandalen i Volkswagen, ved stadig ikke, hvornår deres bil skal kaldes på værksted og befris fra den omstridte snydesoftware.

På Volkswagens hjemmebane i Tyskland kalder man biler på værksted fra den 25. januar, men herhjemme er der gået knas i maskineriet. VW Danmark afventer en godkendelse fra Trafikstyrelsen, der igen venter på svar fra de tyske myndigheder.

Trafikstyrelsen hører under Transport- og Bygningsministeriet. Her er kontorchef Tine Lund Jensen chef for den arbejdsgruppe, der følger sagen - og hun har intet modtaget fra Tyskland.

»Vi har heller ikke kunnet få oplyst en forventet tidsplan, men håber, at der meget snart sker en afklaring,« siger Tine Lund Jensen.

Fra VW Danmark lyder meldingen, at man har stelnumrene på hver bil, der skal ordnes.

»Men vi har ikke lov til at tage kontakt til bilernes ejere. Vi kan ikke foretage os noget, før Trafikstyrelsen har sagt god for de tekniske løsninger,« siger Søs Righolt, pressechef i VW Danmark.

Størstedelen af de cirka 50.000 danske VW-biler, der er omfattet af sagen, kan nøjes med en softwareopdatering. Det gælder biler med 2,0- og 1,2-liters motorer, og det kan klares på under en halv time.

Dieselbiler med 1,6-liters motorer skal også have installeret et plasticgitter, der regulerer luftindtaget til motoren. Disse biler bliver kaldt på værksted som de sidste - formentlig i tredje kvartal af 2016.

Ifølge VW-koncernen vil indgrebene hverken påvirke bilernes motorkraft eller brændstofforbrug.

»Dieselsagen har rystet os alle sammen. Vores forhandlere har frygtet for deres forretning, og vores image har lidt skade. Derfor er vi også interesserede i at få bilerne fikset hurtigst muligt,« siger Søs Righolt.

Det er snart fire måneder siden, at Volkswagens snydesoftware kom frem i lyset. Siden har den tyske bilkoncernen kæmpet for at begrænse skaderne mest muligt - bl.a. ved at afskedige topchefen og igangsætte en storstilet efterforskning af sagen.

I alt 11 mio. dieselbiler fordelt på mærkerne VW, Audi, Seat og Skoda skal tilbagekaldes og ordnes.

Læs også
Annonce