*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nordeas handelsplatform halter på andet døgn

Det er stadig ikke muligt for Nordeas kunder at handle udenlandske værdipapirer via netbanken.

Erhverv
Nordeas kunder er tvunget til at ringe til banken, hvis de vil handle udenlandske aktier i øjeblikket. Denne funktion på netbanken er nede. Foto: Jens Dresling

Nordeas danske kunder må stadig kigge langt efter muligheden for at handle udenlandske aktier via netbanken. Systemet har været nede siden mandag aften.

»Vi er rigtig kede af, at der fortsat ikke er adgang til de udenlandske depoter. Kunderne kan dog stadig handle de udenlandske papirer ved at ringe ind til telefonbanken eller til deres rådgiver,« siger Laurits Harmer Lassen, senior pressekonsulent i Nordea.

Han ved endnu ikke, hvornår kunderne igen kan købe og sælge udenlandske aktier via netbanken.

»Vi arbejder på højtryk for at løse det, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår det er oppe at køre,« siger Laurits Harmer Lassen.

Man risikerer jo at lande i en lang telefonkø.

Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening.

Dansk Aktionærforenings formand er ved at falde ned af stolen, da Finans fortæller ham, at Nordeas systemer hoster og hakker på andet døgn.

»Det er ganske enkelt ikke godt nok. Jeg håber for alle parter, at banken gør alt, hvad den kan for at løse problemet,« siger Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening.

Han peger på, at bankkunderne ikke har den store tillid til deres bankforbindelse efter finanskrisen.

»Det kan godt være, at kunderne kan ringe ind til bankrådgiveren i stedet, men man risikerer jo at lande i en lang telefonkø. Nordea kan komme ud for, at kunderne bliver så trætte af det, at de ganske enkelt skifter bank,« siger Niels Mengel, der opfordrer banken til kun at opkræve det normale gebyr ved aktiehandel på nettet, selv om kunderne ringer til deres bankrådgiver for at handle.

Problemet er opstået som følge af en kabelfejl.

Laurits Harmer Lassen, senior pressekonsulent i Nordea.

Nordea understreger, at det er tilfældet.

»Kunden skal selvfølgelig ikke betale mere ved at ringe til bankrådgiveren end ved at benytte netbanken i denne situation,« siger Laurits Harmer Lassen.

Hvad er der egentlig galt, siden Nordens største bank har problemer på andet døgn?

»Problemet er opstået som følge af en kabelfejl, der betyder, at opdateringer af depoter på en server er forsinket. Vi er ved at køre de mange posteringer igennem, men det tager desværre en del tid,« siger Laurits Harmer Lassen.

Finans har været i kontakt med kunder, som efter eget udsagn kan være gået glip af en god handel mandag aften, fordi systemet var nede. Nordea oplyser, at banken ikke godtgør eventuelle tab.

Læs også
Annonce