*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Telenor går i hælene på rivaler og hæver mobilpriserne

Norske Telenor forsøger sig nu også med at hæve sine mobilpriser på det danske marked, akkurat som både TDC og Telia gjorde i december.

Erhverv
Foto: Stine Bidstrup

På Telenors hjemmeside står det billigste abonnement til 129 kr. Abonnementet giver ti timers tale, fri sms og mms samt to gigabyte (GB) data.

Onsdag var det billigste abonnement til 109 kr., hvor man fik seks timers tale, fri sms og mms samt to GB data.

Telenors prisforhøjelse kommer i forlængelse af, at TDC i starten af december hævede priserne på sine billigste abonnementer med 10 kr. til 119 kr. Telia fulgte trop ved at smide en 20'er på abonnementsprisen til gengæld for mere i pakken.

Telenor ejer også brandsene Bibob og CBB, men her står det billigste abonnement til 109 kr.

Priserne har generelt været opadgående på det danske telemarked, siden Telia og Telenor i september droppede at fusionere forretningerne i Danmark, fordi selskaberne ikke kunne blive enige med EU-Kommissionen om vilkårene.

De to selskaber forsøgte at gå sammen i et forsøg på at få en mere lønsom forretning, men begge selskaber har efterfølgende erklæret, at de nu må finde synergier andre steder.

Telenors seneste regnskab viste en stor tilbagegang i indtjeningen i Danmark. Driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger (EBITDA) lød i tredje kvartal på 127 mio. norske kr., hvilket var en tilbagegang på over 100 mio. norske kr. i forhold til samme periode året før.

Læs også