*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Stilhed før stormen: Skandalen i Volkswagen er langtfra slut

Sultne advokater gør klar til et slag om milliarder. Topchefen i VW, Matthias Müller, er rejst til USA.

Erhverv
USA kræver op mod 48 mia. dollars af Volkswagen for brud på amerikansk lov om luftforurening. Foto: Julian Stratenschulte/picture-alliance/dpa/AP Images

Krisen i Volkswagen er langtfra ovre og kan meget vel blive en økonomisk katastrofe for den stolte, tyske bilkoncern.

På en bilmesse i Detroit søndag undskyldte VW's koncernchef, Matthias Müller, for selskabets fusk med snydesoftware og understregede, at VW vil gøre alt for at genvinde kundernes tillid.

Müller er rejst til USA på sit første officielle besøg for at mødes med de amerikanske myndigheder, der vil sagsøge VW for op mod 48 mia. dollars – 330 mia. danske kroner.

Samtidig gør advokater i blandt andet Tyskland klar til at indlede et udmarvende slagsmål mod VW på vegne af investorer, der føler sig snydt og bedraget.

Kritikken af VW er ellers aftaget i de seneste uger. Ifølge topchef Matthias Müller bliver det billigere og nemmere end frygtet at fikse de millioner af dieselbiler, som er udstyret med snydesoftware.

Herhjemme er salget af VW-biler næsten upåvirket, og de blodige kursfald i VW-aktien er standset. Men det værste venter endnu, lyder advarslen fra flere sider.

Gigantiske erstatningskrav i USA
  • USA kræver op mod 48 mia. dollars af Volkswagen for brud på amerikansk lov om luftforurening, oplyser justitsministeriet i Washington.
  • Søgsmålet drejer sig om 580.000 biler, der bevidst er manipuleret til at omgå de strenge amerikanske testkrav for udledning af NOx.
  • Desuden undersøger myndighederne, om VW har vildledt de amerikanske forbrugere og tilsynsmyndigheder. Det kan føre til en straffesag.
  • VW risikerer også milliardbøder fra miljømyndigheder, investorer og private personer. Ikke blot i USA, men i hele verden.
  • Lande som Tyskland, Sydkorea, Frankrig, Italien, Storbritannien, Indien, Australien og Norge er i fuld gang med at granske VW’s fusk.

Storbanken Goldman Sachs skriver i et notat, at USA’s gigantiske erstatningskrav mod VW er »en påmindelse om de uløste problemer i sagen.«

En talskvinde for det amerikanske miljøagentur, EPA, siger, at VW endnu ikke har fremlagt en tilfredsstillende plan for, hvordan de 580.000 snyderamte biler i USA skal ordnes.

Den relativt nemme og billige løsning for de 8,5 mio. berørte biler i Europa kan ikke bruges i USA på grund af tekniske forskelle og strengere emissionskrav.

»Vi er meget ivrige efter at finde en løsning – men vi er der ikke endnu,« siger EPA-talskvinde Gina McCarthy til nyhedsbureauet Reuters.

Siden sagen om snydesoftware kom frem, har advokater i USA snublet over hinanden for at få lov til at sagsøge VW på vegne af bilejere, investorer og sågar delstater.

Indtil videre er der anlagt over 500 søgsmål mod VW i USA. Også i Europa lugter advokater blod.

Det tyske advokatfirma Tilp repræsenterer 700 private investorer, der er gået sammen om at sagsøge VW. Det fortæller advokat Marc Schiefer til Finans.

»Desuden er vores søsterselskab, Tisab, ved at forberede en retssag for institutionelle investorer verden over,« siger han, der mener, at VW potentielt har ført aktionærer bag lyset ved at skjule brugen af den omstridte snydesoftware.

De mange erstatningskrav mod VW er blevet fremhævet som den største trussel mod selskabet. VW har afsat godt 50 mia. kr. til at dække dieselskandalen, som ifølge Matthias Müller kan tage årevis at afslutte.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også