*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Her er lavprisselskabet med den største vækst

Det ungarske Wizzair vokser mere end konkurrenterne. Flyselskabet øgede sidste år passagertallet med 22 pct.

Erhverv
Wizzair vokser mest blandt de europæiske lavprisoperatører. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Det er hverken Ryanair, EasyJet eller Norwegian, som har den største vækst blandt luftens lavprisselskaber. Førstepladsen blandt de europæiske discountoperatører går til det ungarske lavprisselskab Wizzair, som sidste år øgede passagertallet med 22 pct.

Til sammenligning havde Ryanair sidste år en vækst i antallet af rejsende på 17 pct., mens EasyJet og Norwegian havde en fremgang på 7 pct.

De tre selskaber er dog fortsat de største lavprisselskaber, og i 2015 passerede Ryanair for første gang 100 mio. passagerer. EasyJet ligger på en komfortabel 2. plads med knap 70 mio. passagerer. Norwegian havde 25,8 mio. rejsende.

Wizzair havde sidste år 19,2 mio. passagerer, og slås dermed med det spanske Vueling om 4. pladsen. Det ungarske selskab er dygtig til at fylde flyene. Knap 88 pct. af sæderne blev solgt.

De fleste passagerer kommer fra Central- og Østeuropa, hvor selskabet har det suverænt største rutenet. Alene i december lancerede Wizzair 11 nye ruter.

Wizzair vokser også i Danmark. Selskabet har ruter fra Billund til Gdansk i Polen og Vilnius i Litauen. I år udvider selskabet med en rute fra Billund til Cluj-Napoca i Rumænien og fra København til Skopje i Makedonien.

Wizzair åbnede den første rute i 2004, og siden har selskabet konstant haft vækst. Wizzair har 22 baser i Central- og Østeuropa og opererer 410 ruter til en lang række lande. Flåden består af 65 Airbus A320 fly, som i gennemsnit har en alder på 4 år. Dermed har Wizzair en af de yngste flyflåder i branchen.

Selskabet er noteret på børsen i London.

Læs også