*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Tesla-milliardær: Apple vil konkurrere med vores elbiler

Snart køber ingen biler, medmindre de er selvkørende, forudser Elon Musk.

Erhverv
Ifølge Tesla-topchef Elon Musk vil en elbil fra Apple ikke udgøre en trussel mod Tesla.
»Det vil udvide industrien. Tesla vil stadig stræbe efter at lave de mest overbevisende elbiler,« siger Elon Musk til BBC. Foto: AP / Noah Berger

Det er svært at skjule, at man er ved at udvikle og bygge sin egen elbil, når man har hyret over 1.000 ingeniører til at stå for det.

Sådan siger Tesla-direktør Elon Musk i et interview med britiske BBC om teknologigiganten Apple, der angiveligt har investeret massivt i et storstilet elbilprojekt, som skal være færdigt i 2019.

Apple har ikke bekræftet rygterne om en kommende elbil, men selskabet har løbende hyret ansatte fra både Tesla og andre bilproducenter. Avisen Wall Street Journal mener at vide, at 1.800 personer arbejder på projektet, der internt hos Apple er døbt "Project Titan".

Ifølge Elon Musk er Apple dog ikke en trussel mod Tesla.

»Det vil udvide industrien. Tesla vil stadig stræbe efter at lave de mest overbevisende elbiler, samtidig med at vi hjælper andre virksomheder med at producere elbiler,« siger Elon Musk til BBC.

I 2015 solgte Tesla knap 100.000 elbiler på verdensplan. Selskabet blev grundlagt for 13 år siden af Elon Musk og omsætter for over tre milliarder dollars - 20 mia. kr. - årligt. Alligevel kæmper Tesla med massive milliardunderskud.

»På længere sigt vil ingen købe en bil, medmindre den er selvkørende. At eje en bil, der ikke kører selv, vil være som at eje en hest - du bruger den af sentimentale årsager, men ikke til daglig brug.«

Elon Musk, adm. direktør og stifter af Tesla Motors.

Den forkromede plan i hovedet på Elon Musk er, at Teslas elbiler skal være selvkørende. I de seneste måneder har Tesla introduceret en række funktioner, der understøtter det mål.

»På længere sigt vil ingen købe en bil, medmindre den er selvkørende. At eje en bil, der ikke kører selv, vil være som at eje en hest - du bruger den af sentimentale årsager, men ikke til daglig brug,« siger Elon Musk til BBC.

Hvis salget af elbiler - selvkørende eller ej - for alvor skal løftes, kræver det imidlertid, at biltypen bliver tilgængelig i den brede befolkning, siger Tesla-direktøren.

I slutningen af 2017 begynder produktionen af en billigere version af den populære Tesla Model 3.

»Vi har brug for at skabe en bil, som de fleste mennesker har råd til, hvis vi skal gøre en forskel,« siger Elon Musk.

Læs også