*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mærsk vippet af pinden: Ikke længere verdens største

Maersk Line kan ikke længere kalde sig verdens største containerrederi. Rivalen hedder MSC.

Erhverv
En kraftig udvidelse i form af nye skibe med en samlet kapacitet på 359.000 tyvefods-containere slår Mærsk af pinden som verdens største på sit felt.

Mediterranean Shipping Company (MSC) opruster gevaldigt og vil i 2016 overhale Maersk Line som verdens største containerrederi med et mulehår. Det skriver Børsen.

MSC udvider kraftigt i 2016 og får leveret nye skibe svarende til en samlet kapacitet på 359.000 tyvefods-containere (teu), og dermed overhaler det schweiziske selskab lige akkurat Maersk. MSC ender på en kapacitet på 3,030 mio. teu, hvor Maersk Lines kapacitet i 2016 ventes at lande på 3,029 mio. teu.

- MSC's kapacitet er femdoblet over 15 år, så ja, vi synes vi har en god historie at fortælle, siger MSC's regionale direktør i Norden og Østeuropa, Lars Funding, til Børsen.

I modsætning til Maersk Line, der har brugt opkøb som vej til vækst, er MSC vokset organisk. Selskabet har blandt andet satset tungt på indkøb af tyve nye skibe, der bliver leveret over de næste to år.

Lars Funding venter ikke de store vækstrater for containermarkedet forude, og fortæller, at MSC vil vente med at bestille nye skibe.

- Vi forventer en tilpasning af kapaciteten. Vi ser allerede nu skibe, der kun er 15 år gamle, blive lagt op. Den udvikling vil fortsætte, siger han til Børsen.

Hvorvidt MSC vil overtage tronen helt fra Maersk Line, eller om den kun er til låns, vil muligvis først blive afgjort i 2018-2019, da Maersk Line har udskudt nye skibe så længe som muligt på grund af overkapaciteten på containermarkedet. Konkurrencen vil ligeledes komme an på, hvor meget selskaberne vil skære ned på ældre eller chartrede skibe, skriver avisen.

Læs også
Annonce