*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mads Nipper: Kina er stadig en økonomisk supermagt med enormt potentiale

Trods problemer i Kina mener Grundfos-topchef Mads Nipper, at det kinesiske marked rummer skjulte skatte. Og det kan han have ret i, siger økonom.

Erhverv
Mads Nipper, koncernchef i Grundfos, der er udfordret i Kina. Foto: Joachim Ladefoged.

Den store forvandling af Kinas økonomi er både en udfordring og gevinst for danske virksomheder.

Det gælder også pumpekoncernen Grundfos, der tidligere hentede stor vækst i Kina, men som nu er rendt ind i udfordringer.

»Ligesom mange andre virksomheder døjer vi med Kina. Væksten i byggesektoren er aftagende, og det er blevet sværere at få finansiering. Men det ændrer ikke på, at Kina er et af de vigtigste markeder for os de næste fem år,« siger topchef Mads Nipper.

Grundfos i Kina
  • Grundfos er en af verdens førende pumpeproducenter og har cirka 19.000 medarbejdere på verdensplan.
  • Med et årligt salg på mere end 2 mia. kr. hører Kina til blandt Grundfos' største markeder.
  • I 2013 steg Grundfos' salg i Kina med 19 pct. Så stoppede festen imidlertid med en vækst på kun 9 pct. i 2014 efterfulgt af negativ vækst på 3 pct. i 2015.
  • På trods af problemerne har Grundfos udråbt Kina til et af de vigtigste vækstmarkeder frem til 2020 - sammen med Rusland og USA.

Kina vil ikke længere være verdens samlefabrik og er derfor gået i gang med at vende sin økonomi på hovedet. Nu skal produktion og eksport fylde mindre og servicesektoren og privatforbruget dominere.

Det mærker man i Grundfos, siger Mads Nipper. I fjor fik pumpekoncernen en negativ vækst på tre procent i Kina, og 2016 bliver ikke en jubelhistorie. Mads Nipper er »moderat optimist.«

»Potentialet i Kina skal ses i et længere perspektiv. Dels er markedet enormt, dels har vi en relativt lille markedsandel. Jeg mener, at vi kan spille en større rolle i fremtidens Kina – også inden for vandsektoren,« siger Grundfos-bossen.

Danske virksomheder med ekspertise inden for miljø og energi, f.eks. vindmøller, rensningsanlæg og pumper, har store muligheder i Kina. Det mener cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen.

Næsten 60 pct. af Kinas grundvand er så forurenet, at det ikke kan drikkes, som det er, og kineserne kæmper med massiv luftforurening. Tænk blot på den evige dyne af smog over hovedstaden Beijing.

De senere år har Kina øget fokus på vedvarende energi, spildevand og bekæmpelse af forurening, ifølge Helge J. Pedersen.

»Her er Danmark heldigvis langt fremme. Vi har både viden og produkter, som kan eksporteres til kineserne, også inden for sikre fødevarer. Det marked vil blive større,« siger cheføkonomen.

Grundfos-chef Mads Nipper har netop frigivet flere midler til at hyre udviklingsingeniører i Kina. Grundfos skal bruge Kina på en anden måde, men ændrer ikke sit kinesiske udsyn radikalt, fastslår han.

»Kina er stadig en økonomisk supermagt med enormt potentiale,« siger Mads Nipper.

Læs også
Annonce