*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Her er de farligste arbejdspladser

Her er top ti danske virksomheder med flest anmeldte arbejdskader.

Erhverv
Bagagehåndtering i lufthavnene skal ofte gå stærkt og det koster på arbejdsskaderne. Foto: Colourbox

Giftdampe, stress og tunge løft er nogle af de ting, der plager de arbejdspladser, som har flest anmeldte arbejdsskader.

Det skriver Fagbladet 3F, som har fået aktindsigt i arbejdsskaderne fra 2012 til 2014 og lavet en opgørelse over de 10 virksomheder, som har flest skader.

Virksomhederne på listen har op mod tre gange så mange anmeldte skader end andre virksomheder har i gennemsnit, og det bekymrer eksperterne.

»Nogle virksomheder har gevaldige problemer med sikkerheden,« udtaler Kirsten Jørgensen, der er lektor ved DTU og forsker i arbejdsmiljø, til fagbladet 3F.

Hun påpeger, at det har store konsekvenser for de medarbejdere, som det går ud over.

»Der er nogle, der bliver invaliderede og bliver fuldstændig uarbejdsdygtige. Og de fleste får smerter og økonomiske tab, så det har absolut konsekvenser, når folk får en arbejdsskade,« siger Kirsten Jørgensen.

Ifølge 3F's beregninger ligger det normale niveau for arbejdsskader på 22 anmeldte skader om året per 1.000 medarbejder. Eller med andre ord 2,2 pct. skade om året. For de ti topscorer bliver mellem 6,4 og 4,8 pct. af medarbejderne skadet om året.

Tungt på listen ligger catering og slagterivirksomheder, rengøringsfirmaer, produktion og et bagagehåndteringsfirma.

»I de her virksomheder er der stort fokus på produktionen. Men det, de mangler at indse, er, at det kan betale sig at undgå arbejdsulykker,« siger Kirsten Jørgensen.

En anden ekspert påpeger, at der kan være to grunde til, at deres tal for anmeldte arbejdsulykker er så høje.

»Nogle virksomheder vil sikkert have flere arbejdsskader, men der kan også være nogle, som er gode til at få anmeldt arbejdsskaderne,« siger professor Peter Hasle fra Center for Industriel Produktion på Aalborg Universitet. Han ser dog også en alarmklokke i de høje statistikker.

»Der er god grund til at kigge nærmere på disse virksomheder, fordi der kan være en højere risiko for de ansatte,« siger han.

Nogle af virksomhederne forsvarer sig da også med, at de er flittige til at anmelde skader. Sådan lyder det bl.a. fra Aviator Airport Services, som håndterer bagage i Københavns Lufthavn.

»Vi er stolte af, at vores medarbejdere anmelder skaderne og ikke blot lader det gå forbi som bagateller,« skriver adm. direktør Ole Brinks Andersen i en mail til 3F.

 

Læs også
Annonce