*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Stor tv-satsning skal lokke tyske turister til Danmark

Reklamer målrettet til børnefamilier skal markedsføre Danmark som et trygt sted at holde ferie i sommerhus.

Erhverv
Tv-reklamer skal lokke flere tyskere til Danmark på ferie. Foto: Gregers Tycho

For første gang skal tv-reklamer på tysk tv lokke turister til danske sommerhuse. En stor kampagne til mere end 8 mio. kr. vil i den kommende tid rulle hen over de tyske tv-skærme og biograflærreder. Netop nu begynder tyskerne nemlig at forberede og bestille deres sommerferie.

Kampagnen er ikke mindst rettet mod børnefamilier i den folkerige delstat Nordrhein-Westphalen. Her vil borgerne se masser af levende billeder af, hvordan en familie kan nyde livet i et dansk feriehus med drageflyvning, fisketure og afslapning på terrassen.

Bag satsningen står en samarbejdsalliance mellem feriehusudlejningsselskabet Novasol samt organisationerne Dansk Kyst- og Naturturisme, Destination Sydvestjylland og VisitDenmark.

»Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle kræfterne om en stor tv-kampagne i Tyskland. Det giver stor gennemslagskraft, at vi nu kan komme ud til millioner af købestærke tyske turister med budskabet om feriehusferie i Danmark,« siger Jan Haapanen, adm. direktør i Novasol.

Det giver stor gennemslagskraft, at vi nu kan komme ud til millioner af købestærke tyske turister med budskabet om feriehusferie i Danmark.

Jan Haapanen, adm. direktør i Novasol.

De tyske turister står for over halvdelen af alle udenlandske overnatninger i Danmark og langt de fleste holder ferie ved de danske kyster.

»Tyskerne er en afgørende målgruppe for dansk kyst- og naturturisme, og de er glade for at besøge kystdestinationerne i Danmark – både de milde østvendte kyster og den rå vestkyst med høje bølger. Derfor er vi rigtig glade for at være en del af den nye TV-satsning, som kan bidrage til vækst kyst- og naturturismen,« siger Sisse Wildt, teamleder i Dansk Kyst- og Naturturisme.

Danmark er i hård konkurrence med andre destinationer om at tiltrække tyske rejsende, og i mange år var antallet af tyske besøgende i Danmark faldende. Ikke mindst de mange billige lavprisbilletter lokkede mange tyske turister til Sydeuropa.

I de seneste par år er de tyske turister imidlertid begyndt at vende tilbage til Danmark, og kampagnen skal støtte den udvikling. Budget for tv-satsningen er på 8,3 mio. kr., og reklamerne vil blive vist på tyske tv-kanaler samt i udvalgte biografer.

Læs også