*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Hellerup Finans meldt til politiet

Finanstilsynet har politianmeldt Hellerup Finans

Stormvejr om Hellerup Finans
Finanstilsynet har anmeldt Hellerup Finans og selskabets stifter og storaktionær Torben Jensens personlige selskab til politiet. Foto: Jens Henrik Daugaard

Finanstilsynet har politianmeldt Hellerup Finans Holding og YVC Holding, som er stifter og storaktionær Torben Jensens personlige selskab.

Hellerup Finans (HF) er blevet politianmeldt for at overtræde prospektpligten, mens YVC Holding er blevet anmeldt for dels at overtræde prospektpligten, dels for at sælge aktier uden tilladelse som værdipapirhandler.

Ifølge Finanstilsynet har ulovlighederne stået på fra februar 2014 til februar 2015, hvor Hellerup Finans stillede investorer, der købte aktier i selskabet, tårnhøje afkast i udsigt.

Tilsynet mener, at HF forsøgte at undgå prospektpligten ved, at investorer minimum skulle købe aktier i HF for 1 mio. kr., men at selskabet i praksis har solgt aktier for meget lavere beløb.

Det er sket ved at investorer, der ville investere mindre beløb, er blevet henvist til at købe aktierne gennem Torben Jensens personlige selskab YVC Holding.

Ifølge tilsynet har YVC løbende købt aktier i Hellerup Finans og solgt dem videre til private investorer, og dermed har Torben Jensen fungeret som mellemmand, så der kunne sælges aktier uden mindstetegning - og uden prospekt. På den måde har YVC solgt aktier i HF for over 70 mio. kr., men det er altså den manøvre, som tilsynet mener er ulovlig, fordi det er en omgåelse af prospektpligten.

Derudover har YVC slet ikke haft tilladelse til at handle aktier, sådan som det er sket.

»Vi skal beskytte private investorer. Hvis du foretager et udbud, hvor der reelt ikke er nogen minimumsinvestering, som det er sker her, så skal der laves et prospekt,« siger Henrik Kurtmann, vicekontorchef i børskontoret hos Finanstilsynet.

Han forklarer, at det er afgørende med et godkendt prospekt, fordi Torben Jensen og Hellerup Finans har solgt aktier til private og ikke professionelle investorer.

Kan private investorer bruge det her til at få penge retur?

»Det ligger hos dem selv. Vi kan sanktionere og politianmelde, og så må de lave et retsligt søgsmål, hvis de vil forsøge at trække deres investering tilbage,« siger han.

Begge forhold, som Finanstilsynet har politianmeldt, kan straffes med bøde.

Torben Jensen skriver i en mail, at Hellerup Finans tager sagen »til efterretning«, og at man allerede sidste år har styrket sin risikostyring og compliancefunktion, så Hellerup Finans' praksis i dag lever op til Finanstilsynets krav.

Læs også
Annonce