*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Værste start for de amerikanske aktier i 10 år

Aktierne faldt på begge sider af Atlanten. Stor bekymring for faldende oliepriser og udviklingen i Kina.

Erhverv
Aktieugen sluttede i rødt på børsen i New York. Foto: AP/Richard Drew

Aktieugen sluttede fælt på børsen i New York, hvor aktiekurserne rutsjede ned efter en kort optur torsdag.

Flere medier betegner ugens sidste dag som en rød fredag, efter at Standard & Poors indekset over de 500 største aktier faldt til det laveste niveau siden august sidste år. Indekset faldt med 2,18 pct. Også Dow Jones indekset dykkede med 2,39 pct., mens det teknologitunge Nasdaq indeks faldt med 2,75 pct.

Den røde fredag fulgte efter en række aktiedage med faldende kurser. Samlet har aktierne midt i januar haft den dårligste start på et aktieår i 10 år.

Der er fortsat faldende oliepriser, som skaber uro på aktiemarkedet. Samtidig er mange investorer bekymrede for, om væksten i den amerikanske økonomi er ved at flade ud. Usikkerhed om udviklingen i den kinesiske økonomi puster yderligere til usikkerheden.

Også i Europa var aktierne i rødt terræn. Det fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks sluttede 3 pct. lavere, og i London, Paris og Frankfurt faldt de ledende indeks med mellem 2,1 og 2,6 pct.

Nervøsiteten steg, da oliepriserne fortsatte faldet. En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, kostede således fredag eftermiddag 29,42 dollar. Det er et væsentligt dyk i forhold til sommeren 2014, da prisen lå på over 100 dollar per tønde.

Prisfaldet fik aktierne i store europæiske olieselskaber som Royal Dutch Shell og Total til at falde med henholdsvis 4,6 pct. og 3,3 pct.

Stemningen var også ualmindelig sur i Danmark, hvor aktierne havde det største fald siden sommeren 2015.

Det ledende aktieindeks C20 Cap faldt med 3,6 pct. Ikke mindst vindmøllegiganten Vestas trak ned med et tab på 7,5 pct. A. P. Møller Mærsk aktien faldt med 4,4 pct.

Læs også
Annonce