*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Så enormt kan Apples skatteregning vokse

Apple har betalt 1,8 pct. i skat af overskuddet uden for USA. Nu risikerer selskabet et gigantisk efterslæb.

Erhverv
Foto: Ed Ou/AP

Verdens mest værdifulde selskab, den amerikanske it-gigant Apple, risikerer et europæisk skattesmæk på over 50 mia. kr.

Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Apple genererer 55 pct. af sit overskud uden for USA. Alligevel har selskabets udenlandske skatteprocent gennem en årrække ligget på kun på 1,8 pct.

EU-Kommissionen har i længere tid haft Apple under observation og valgte i december at udvide efterforskningen af Apples skatteforhold i Irland.

Beskyldningerne går på, at Apple benytter datterselskaber i Irland for at undgå at betale skat af indtægterne uden for USA - dette med accept fra den irske regering.

I perioden 2004 til 2012 solgte Apple så mange iPhones, iPads og Macbooks, at selskabet fik et overskud i Europa på 438 mia. kr.

Hvis Kommissionen når frem til, at Apple skal betale mere i skat, kan den ifølge analytiker hos Bloomberg Intelligence Matt Larson ende med at kræve en skatteprocent på 12,5 pct. - hvad der svarer til et beløb på 54 mia. kr.

Den irske regering afviser, at EU har en sag, ligesom Apple nægter at have foretaget sig noget ulovligt.

Anklagerne fra EU er da heller ikke først og fremmest rettet mod Apple, men i stedet mod de irske myndigheder, som giver amerikanerne attraktive vilkår.

Foruden de 54 mia. kr. kan Apple også risikere søgsmål fra hvert enkelt EU-land. Det skete for nyligt, da Apple måtte acceptere en skatteregning fra Italien på 2,4 mia. kr.

Det er ikke kun Apple, som EU holder øje med. Store virksomheder som Starbucks, Amazon og McDonald's bliver også kigget efter i sømmene.

Apple døjer, udover en skatteefterforskning, også med faldende aktiekurser, der betyder, at selskabet har mistet en fjerdedel af sin værdi på et halvt år.

I juli lå kursen på 132. Fredag lukkede den i 97,13.

Læs også
Annonce