*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Rettet: Finanshus: Sol og batterier vil udkonkurrere olie og gas

Solcelleteknologi kan allerede nu klare sig uden støtte, vurderer Carnegie-analytiker.

Erhverv
Solceller kan allerede nu konkurrere med andre energikilder, og solcellerne bliver stadig billigere. Analysen fra Carnegie Worldwide spår, at den nye teknologi helt vil udkonkurrere olie og gas. Foto: Jacob Ehrbahn

Rettelse: I den første udgave af denne artikel fremgik det, at prisen på moduler til solcelleanlæg er faldet fra 4,1 dollars per kilowatt til 0,41 dollar i år. Carnegie Asset Management har efterfølgende korrigeret analysen og meddelt, at prisen er per watt.

Herhjemme har de private boligejeres interesse for solcelleløsninger været faldende i takt med at støtteordningerne er blevet indskrænket.

Men på verdensplan er det solcelleteknologien, der sammen med nye og bedre batterier vinder frem i et sådant tempo, at teknologierne vil udkonkurrere olie og gas som energikilder.

Det fremgår af en analyse fra Carnegie Asset Management.

Læs analysen hos Carnegie Worldwide

»Solceller og batterier forbedres i øjeblikket så hurtigt, at de om 10-15 år for alvor har rykket sig i forhold til de traditionelle brændselsteknologier. Vi står allerede i dag med et energimarked med to forskellige udbydere. Den ene er teknologibaseret, og her falder omkostningerne. Den anden er baseret på udvinding af fossile brændstoffer, og her er omkostningerne stigende,« forklarer Morten Springborg, der er temaspecialist i Carnegie Asset Management.

I sin analyse slår han fast, at solenergi stadig kun udgør en brøkdel af verdens energiforsyning - 1,2 pct.

»Men i 2014 steg produktionen af solenergi med 38 pct., og i 2015 har væksten været på cirka 50 pct. Prisen på solpaneler er siden 1991 faldet med 36 pct. om året,« forklarer Morten Springborg.

Han henviser til, at prisen på moduler til solcelleanlæg er faldet fra 4,1 dollars per watt til 0,41 dollar i år. Frem mod 2020 ventes det, at prisen vil blive halveret.

Samtidig er udviklingen af bedre og billigere batterier med til at løse udfordringen med at gemme strøm fra sol eller vind.

»Omkostningerne er siden 1991 faldet med 19 pct. om året. Det har bl.a. været drevet frem af udviklingen inden for forbrugerelektronik - især mobilteknologien. Men nu har også bilproducenterne fokus på batterier med større kapacitet, og alle bilproducenter satser markant på elbiler. Dermed bliver også de større batterier billigere,« forklarer Morten Springborg.

Han forventer, at efterspørgslen efter olie og gas vil være uændret de kommende 10 år. Men på længere sigt vil den nye og billigere teknologi fuldstændig overtage markedet.

Og det aktuelle dyk i kul-, gas- og olieprisen ændrer ikke på det forhold.

»El-sektoren opererer med en tidshorisont på 20-40 år, og her vurderer man de langsigtede omkostninger ved elproduktionen. Men sol og vind koster ikke noget efter den første kapitalinvestering, og derfor ser vi allerede nu, at solprojekter kan konkurrere uden støtte. Solprojekter vinder nu udbud over mere traditionelle energiforsyningsprojekter i lande som USA, Indien, Saudi Arabien, Kina og Chile,« forklarer Morten Springborg.

Læs også
Annonce