*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Butikker bruger nye tricks mod snydende kunder

Der er sket et moralsk skred blandt nogle forbrugere, siger direktør om problem med brugte returvarer.

Erhverv
Butikker tager nye metoder i brug for at komme problem med brugte returvarer til livs. Her ses tilfældige borgere på Strøget i Aarhus. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Har du nogensinde krævet pengene retur for en vare, som du allerede har brugt?

I så fald er du langtfra den eneste.

Butikker landet over har problemer med kunder, der f.eks. køber en kjole, lader prisskiltet sidde i nakken, bruger kjolen i weekenden og bagefter returnerer den og forlanger pengene retur.

Det fortæller direktør i Dansk Detail, Jens Birkeholm, der repræsenterer over tusind tøj- og skobutikker.

»Typisk sker det mandag og tirsdag, når butikker får besøg af unge mennesker, der har været i byen i det nye tøj. Så vil de gerne have det byttet – uden at fortælle, at det er brugt. Det er desværre almindeligt, og det er sgu dårlig stil, for at sige det ligeud,« siger Jens Birkeholm.

Sagen om et brugt ur
  • For nyligt afgjorde retten i Aalborg, at man ikke kan få pengene tilbage for et ur, man har haft på armen.
  • Sagen handlede om en gymnasielærer, der en lørdag midt på dagen forlod en guldsmed i Aalborg med et Skagen-ur til 1.400 kr. på armen.
  • En halv time senere mødte han sin hustru, som ikke kunne lide uret. Derfor tog han det af, lagde det tilbage i æsken og afleverede det i butikken mandag morgen.
  • Butiksindehaveren ville ikke give ham pengene retur. Manden klagede til Forbrugerklagenævnet, som gav ham medhold. Butikken nægtede fortsat at betale ham, så han lagde sag an.
  • Retten i Aalborg har nu slået fast, at han ikke havde krav på at fortryde sit køb, fordi uret var taget i brug. At uret fremtræder som nyt og ubrugt er uden betydning, lyder det.
  • Dommen har vakt glæde hos bl.a. Dansk Erhverv, der mener, at den trækker en streg for, hvad butikker skal finde sig i.

Ofte kan man ikke se, om en vare har været brugt eller ej. Derfor vælger flere butikker ifølge Jens Birkeholm at tage nye metoder i brug for at komme problemet med brugte returvarer til livs.

»Nogle butikker vælger at placere prismærket, hvor det er meget synligt – f.eks. midt på blusen frem for i nakken. Så kan man hurtigt se, om blusen har været med på en våd bytur,« siger Jens Birkeholm, som mener, at der er sket et moralsk skred blandt nogle forbrugere.

»Samtidig er de fysiske butikker så nervøse for at miste kunder og gøre dem utilfredse, at de i nogle tilfælde godkender returvarer, som aldrig skulle være godkendt,« siger Jens Birkeholm.

Vælger butikkerne at afvise kundens krav, kan det føre til klager, shitstorme på de sociale medier eller ligefrem retssager. Det viser et nyligt eksempel fra retten i Aalborg.

Forbrugerekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia har hørt om problemet med kunder, der kræver pengene tilbage for brugte varer. Men hun har ikke set tal på omfanget.

»Under alle omstændigheder synes jeg, at det er at snyde butikkerne,« siger hun og opfordrer til, at man i stedet køber en billig kjole i f.eks. en genbrugsbutik.

»Vi ser også flere koncepter, hvor man kan leje tøj på en slags abonnementsordning,« siger Dorte Wimmer.

Forbrugerrådet Tænk har samlet 10 vigtige regler om reklamations- og returret her.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også