*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Fodboldstjerne gennem økonomisk stormvejr

Den tidligere FCK- og landsholdsprofil Michael Gravgaard har været gennem en personlig rekonstruktion efter fejlslagne investeringer på det tyske ejendomsmarked.

Erhverv
Finanskrisen har gjort ondt på Michael Gravgaards mange investeringer i blandt andet ejendomme.

Den tidligere fodboldstjerne Michael Gravgaard er netop sluppet gennem en økonomisk rekonstruktion.

Gravgaard har ellers gennem flere år været hårdt presset af blandt andet tyske ejendomsinvesteringer, der ikke har udviklet sig, som den tidligere landsholdsspiller havde håbet på.

Som uddannet revisor havde forsvarsspilleren ellers bedre forudsætninger end de fleste andre kolleger, da han før finanskrisen kastede sig ud i en række investeringer i blandt andet tyske ejendomme.

Flere af investeringerne, der typisk er foretaget via K/S selskaber, er dog langt fra gået efter planen, og derfor måtte Michael Gravgard ifølge Finans’ oplysninger mere eller mindre overlade styringen af sine investeringer til advokatfirmaet Horten, der i månedsvis har arbejdet på en rekonstruktion af de mange investeringer.

For nylig blev Michael Gravgaard præsenteret som ny direktør i fodboldklubben Randers, og klubbens formand Svend Lynge Jørgensen bekræfter over for Finans, at man var bekendt med Gravgaards økonomiske situation.

»Han har informeret os om de forskellige forhold, og vi vurderer ikke, at det er noget, der vil påvirke hans evne til at varetage jobbet her i klubben. Vi er af den opfattelse, at rekonstruktionen er gennemført, så den side af sagen er på plads,« siger han.

Gravgaards forretninger

Fodboldspilleren Michael Gravgaard stoppede som professionel i 2010.

I de foregående år havde havde investeret i en række ejendomsprojekter blandt andet i Tyskland.

Michael Gravgaard var igennem flere år medejer af juice-firmaet Thorrisgaard, ligesom han i dag også er medejer af entreprenørvirksomheden Solidt Byg.

Ud over investeringer i ejendomme har Michael Gravgaard også stiftet virksomhed Go Estate sammen med blandt andet tidligere Parken-formand Flemming Østergaard.

Michael Gravgaards personlige holdingselskabet Migr Holding havde sidste år et underskud før skat på godt 400.000 kr. og en egenkapital på 48.000

Michael Gravgaard har blandt andet været involveret I ejendomsselskaberne K/S Dalahästen, K/S Naumburg & Pasewalk, K/S Benløse Centret og K/S Duisburg, hvor de øvrige investorer blandt andet tæller tidligere fodboldstjerner som Lars Jacobsen, Michael Silberbauer og Martin Retov.

Flere af K/S selskaberne er dog plaget af stor gæld og svigtende indtjening, ligesom det kan ses, at kreditorerne bag ejendomme i flere tilfælde har afkrævet yderligere sikkerheder og betalinger fra Michael Gravgaard og de øvrige investorer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Gravgaard.

Læs også
Annonce