*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Her vil Skat flytte hen - og væk fra krisen

Skat har offentliggjort sine flytteplaner for de kommende fire år.

Erhverv
Skat lukker centre i Haderslev og Svendborg, mens de øvrige skattecentre i Jylland og på Fyn oprustes med 576 stillinger. Arkivfoto: Colourbox

Skat har nu kortlagt, hvor man i fremtiden vil slå sig ned for at holde øje med borgernes skattepenge.

Tirsdag formiddag løftede Skat sløret for flytteplanerne over for sine medarbejdere. I 2020 vil man brede sig ud over skattecentre i 21 byer over hele landet. Fremtidens fordeling af arbejdspladser kan ses her.

Mens skattecentrene i Haderslev og Svendborg efter planen lukker i henholdsvis 2019 og 2017, vil omstruktureringen betyde, at de øvrige centre i Jylland oprustes med 390 nye arbejdspladser, mens Fyn står til at få 186 nye stillinger i 2020 i forhold til i dag.

Udflytningen begynder i 2016 og 2017, når 300 nye medarbejdere som led i regeringens plan "Skat ud af krisen" skal sikre inddrivelsen af gæld fra baserne i Thisted, Ringkøbing, Herning, Tønder og Middelfart. Middelfart alene sluger 162 nye arbejdspladser.

I forbindelse med regeringens ambitioner om ”Bedre Balance”, som går på at flytte knap 3.900 statslige arbejdspladser ud af København for at skabe aktivitet i provinsen, skal Skat flytte 200 arbejdspladser. Det drejer sig om opgaver inden for kundeservice, HR, indsats og økonomi, der fremover skal løses i Ribe, Herning, Horsens, Aalborg, Næstved og Rønne.

I 2020 vil 415 arbejdspladser være flyttet ud af København, Høje-Taastrup og Fredensborg, mens centrene i Frederikssund, Holbæk og Køge lukker. På Sjælland vokser Roskilde og Næstved med henholdsvis 171 og 266 arbejdspladser, mens Maribo får 19.

Om flytningen betyder nye jobs til de ledige hænder i lokalområderne, kan kun tiden vise. Planen viser nemlig udelukkende, hvor Skat i fremtiden vil løse sine opgaver, og ikke hvor de nuværende medarbejdere skal forankres.

»Der er opgaver, som flytter over lange afstande, og der er opgaver, som flytter inden for en relativ kort tidshorisont. Begge dele kan have stor betydning for den enkelte medarbejders arbejdsliv, da det kan resultere i, at man skal vælge mellem at følge med sine opgaver til et nyt arbejdssted eller søge andet arbejde inden for eller uden for Skat,« siger direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen.

Læs også