*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Plastic vil i 2050 fylde mere end fisk i verdenshavene

Der hældes så meget plasticaffald i oceanerne, at det svarer til en fyldt skraldebil hvert minut året rundt.

Erhverv
Ifølge en ny rapport, offentliggjort i Davos, vil plastic fylde mere end fisk i verdenshavene. Foto: AP

Det flyder med plastic i verdens oceaner, og hvis tendensen med at dumpe plastikaffald til havs ikke bliver bremset, vil der i løbet af få årtier være mere plastik i verdenshavene end fisk.

Det konkluderer en ny rapport fra World Economic Forum ifølge netmediet Huffington Post.

Brugen af plastic er de seneste 50 år tyvedoblet, og de kommende to årtier ventes yderligere en fordobling, fremgår det af undersøgelsen.

Ifølge rapporten undslipper næsten en tredjedel af al indpakning og emballage lavet af plastic indsamlingssystemer. I stedet havner det ude i naturen, hvor det belaster økosystemerne.

- Hvis det fortsætter som nu, så ventes oceanerne i 2025 at indeholde et ton plastic for hver tre ton fisk, skriver forskerne i rapporten.

I 2050 vil den samlede vægt af al plasticaffald overstige den totale vægt af alle verdenshavenes fisk.

Det er især den manglende genbrug af plastic, der ligger til grund for prognosen.

Det meste af al plasticemballage bliver kun brugt en enkelt gang, og de økonomiske konsekvenser er enorme.

Ifølge forskerne kan den udbredte engangsanvendelse omsættes til et materialetab på mellem 80 og 120 milliarder dollar årligt.

Mindst otte millioner ton plastic bliver hvert år hældt i verdenshavene. Det svarer ifølge Huffington Post til, at en skraldevogn hvert eneste minut tømmer sin last ud i havet.

Men den 36-sider lange rapport "The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics" giver også håb om, at plasticforureningen kan stoppes.

Ved at benytte andre materialer og udvikle nye teknologier vil det ifølge rapporten være muligt at komme de store mængder plasticaffald til livs.

I dag bliver kun 14 procent af plasticemballage indsamlet til genbrug. Til sammenligning er den globale genbrugsprocent for papir oppe på 58 procent, mens den for jern og stål er på 70 til 90 procent.

Læs også
Annonce