*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nu er der sket det, tyske topchefer gik og frygtede

Især børsnoterede selskaber er ramt på omdømmet, viser tysk undersøgelse.

Erhverv
VW's brug af snydesoftware i dieselmotorer har også kostet på tillidskontoen for andre selskaber. Foto: Friso Gentsch/AP

Den beskidte udstødning fra dieselbiler fra den tyske Volkswagen-koncern har ikke kun ramt bilkoncernen selv.

Også andre store koncerner i Tyskland føler sig ramt på omdømmet på grund af det tillidsbrud, som også er en del af sagen om snydesoftware i 11 mio. dieselbiler.

Det fremgår af en undersøgelse, som det tyske Manager Magazin har udført i samarbejde med professor Joachim Schwalbach fra Humboldt-universitetet i Berlin.

Undersøgelsen blev gennemført i efteråret 2015. Dieselskandalen brød løs fra 18. september.

Læs mere hos Manager Magazin

Analysen er gennemført blandt de 150 største selskaber og koncerner i Tyskland, og flere end 2.150 topchefer har deltaget i undersøgelsen, der kun omfatter chefer fra virksomhedernes to øverste cheflag.

Manager Magazin har gennemført undersøgelsen af de tyske virksomheder og deres topchefers omdømme siden 1986, og for første gang er der slet ingen virksomheder fra bilindustrien med helt i toppen.

Dog kan topchefen for Daimler-koncernen, Dieter Zetsche, personlig glæde sig over, at han topper listen over topcheferne.

Daimler-koncernen med bl.a. Mercedes-Benz har i hvert foreløbig været holdt uden for dieselsagen, selv om de franske myndigheder også har rejst spørgsmål om udledningen fra visse Mercedes-modeller.

Ifølge undersøgelsen har VW-sagen været med til at skabe en generel mistillid til de børsnoterede virksomheder. Rent familieejede virksomheder samt børsnoterede virksomheder, hvor en person eller familie sidder på hovedparten af aktierne, mødes generelt med større respekt og har det bedst omdømme.

2 af 3 virksomheder blandt de 50 bedste hører hjemme blandt de familieejede virksomheder.

Virksomheden med det bedste omdømme i undersøgelsen er Miele, der producerer husholdningsapparater.

Læs også