*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

VW: Eksterne eksperter skal genskabe tilliden

Volkswagen-koncernen vil lade uafhængige eksperter kontrollere og godkende udslip fra koncernens biler, siger koncernchef Matthias Müller.

Erhverv
Bilindustrien er nødt til at gå nye veje for at fjerne misforholdet mellem de officielle miljømålinger og udslippet under almindelig kørsel, mener Matthias Müller. Foto: AP/ Paul Sancya

Uafhængige eksperter udefra skal fremover kontrollere og godkende, hvad biler fra den tyske Volkswagen-koncern belaster miljøet med i form af CO2-udslip, kvælstofilter (NOx) og partikler.

Samtidig vil Volkswagen-koncernen satse mere på bæredygtighed og elbiler. Desuden bør Europa tage føringen, når det gælder elbiler.

Det har koncernchef Matthias Müller fortalt på koncernens nytårsreception i Bruxelles.

Læs mere hos Volkswagen

Matthias Müller har netop forsøgt at forklare dieselskandalen over for medlemmer af Europa-Parlamentet, og som et forsinket nytårsforsæt lovede koncernchefen, at bilkoncernen fremover vil lade udenhus ekspert kontrollere og godkende udslippet fra de forskellige bilmodeller. Samtidig vil koncernen også indføre miljømålinger af bilerne under reelle kørselsforhold.

»Vi håber, at vi på den måde kan vinde den tabte tillid tilbage,« lød det fra Matthias Müller.

Samtidig understregede han, at problemet også gælder andre bilproducenter.

»I hele branchen er der et misforhold mellem de officielle testresultater og de målinger, der foretages under almindelige kørselsforhold. Den forskel er ikke acceptabel, og den bliver ikke accepteret. På det punkt er branchen nødt til at gå nye veje,« tilføjede Matthias Müller.

VW-koncernen begynder i denne uge at kalde de første dieselbiler på værksted til software-opdatering af motorerne. I EU-landene drejer det sig om 8,5 mio. biler. I Danmark er 91.000 biler omfattet af sagen, og på verdensplan gælder det 11 mio. biler.

Matthias Müller benyttede også lejligheden til at komme med et mere politisk budskab om, at Europa bør vise vejen, når det gælder både selvkørende biler og elbiler.

»Bilindustriens fremtid skal ikke overlades til amerikanske selskaber i Silicon Valley. Men den europæiske bilbranche kan ikke klare det selv. Et virkeligt gennembrud for de elektriske biler vil kun komme, hvis europæiske politikere og myndigheder arbejder mod samme mål,« understregede Matthias Müller.

Som et eksempel nævnte han, der i Europa er et markant behov for et bredt dækkende netværk af hurtigladestationer til elbilerne.

»En meget synlig infrastruktur er en forudsætning for, at kunderne får tillid til elektrisk mobilitet,« sagde Matthias Müller.

Han lovede samtidig, at Vollkswagen-koncernen selv vil bidrage til øget bæredygtighed. Det vil ske ved, at koncernen frem mod 2020 vil præsentere op mod 20 nye modeller af elbiler og plug-in hybrider.

Læs også