*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Google afslører: Så meget betalte vi manden, der købte Google.com for 80 kr.

Verdens mest trafikerede domæne blev solgt ved en fejl i oktober.

Erhverv
Google spenderede i 2015 mere end 2 mio. dollars på dusører til hackere og researchere, der fandt sikkerhedsbrister i virksomhedens tjenester.  Foto: AP/David Goldman

Sanmay Ved blev verdensberømt på rekordtid, da det i oktober lykkedes ham at købe og eje Google.com i et minut.

Det var Google selv, der ved en fejl solgte ham domænet for den nette sum af 80 kr. Selskabet opdagede hurtigt misforståelsen og annullerede handlen, men man valgte også at give Sanmay Ved et økonomisk plaster på såret.

Beløbet har indtil nu været hemmeligholdt, men via en blog har Google nu afsløret, hvor stor en belønning Sanmay Ved har fået for at opdage bristen i systemet ved en tilfældighed.

Den oprindelige findeløn lød på 6.006,13 dollars, men Google valgte at fordoble beløbet til godt 82.000 kr., da det kom frem, at Sanmay Ved ville donere pengene til velgørenhed.

Google har endog indregnet en lille vittighed i Veds belønning. Kniber man øjnene sammen og fjerner tegnsætningen, kan tallet 6.006,13 med god vilje læses som »Google«. 

Det er normal praksis, at Google belønner dem, der finder sikkerhedshuller i søgemaskinens programmer og tjenester.

I 2015 spenderede selskabet mere end 2 mio. dollars på dusører til hackere og researchere, skriver Google.

Den højeste enkeltbetaling til en forsker løb op i godt 256.000 kr.

En enkelt forsker, Tomasz Bjoarski, fandt 70 brister på Google i løbet af året, og han var dermed den mest produktive fejlfinder. Han opdagede bl.a. en sikkerhedsfejl i Google's webformular til at anmelde sikkerhedsfejl.

Læs også