*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
BREAKING
0

Norsk restaurant vil snart nægte kontantbetaling

I både Danmark og Norge er det fortsat forbudt at nægte kontantbetaling. Det er en norske restauratør dog ligeglad med.

Erhverv
I Danmark har erhvervsdrivende fortsat pligt til at tage mod kontanter. Sådan er det også i Norge, men det vil en norsk restauratør nu gøre op med. Foto: Martin Lehmann

Danske butikker og restauranter er ifølge loven forpligtet til at tage mod kontanter, hvis en kunde ønsker at betale sådan.

I Sverige har det i flere år været muligt for erhvervsdrivende at nægte betaling med krøllede sedler og larmende mønter, mens det i Norge fortsat er forbudt at sige nej tak til kontanter, nøjagtigt som i Danmark.

Restauranten Jonas B. Gundersen, der ligger i byen Porsgrunn i det sydøstlige Norge, har alligevel for få dage siden forklaret på sin Facebook-side, at den snart ikke længere vil tage imod kontantbetaling. Fra den 1. april skal kunder bruge andre betalingsmidler i restauranten, hvilket reelt gør restauranten til en lovbryder.

»Baggrunden for dette valg er først og fremmest at gøre vores ansatte tryggere, når de er på job. Det er en betydelig risiko at håndtere kontanter,« siger Jorunn Isaksen, daglig leder af restauranten Jonas B. Gundersen, til det norske medie E24.

Sikkerhedsrisikoen ved at have kontanter liggende er det væsentligste argument, som Jorunn Isaksen bruger til at forklare beslutningen om at nægte kontantbetaling.

Hun mener også, at det kan bidrage til at mindske sort økonomi.

»Hvis man havde betalt en rørlægger kontant, ville man reagere på det. Jeg kan ikke se, at situationen er så meget anderledes for os,« siger Jorunn Isaksen.

NHO Reiseliv, der er en brancheforening inden for oplevelsesindustrien i Norge, vil nu kæmpe for, at dens medlemmer ikke længere skal være forpligtet til at tage mod kontanter.

Op til Folketingsvalget sidste sommer kom den daværende regering, bestående af Socialdemokraterne og Radikale Venstre, med et forslag i sin vækstpakke om, at de danske butikker og restaurationer selv skulle have lov til at bestemme, hvorvidt de ville tage mod kontanter, dankort eller andre former for betaling. Den såkaldte kontantregel skulle delvist afskaffes, lød forslaget helt konkret.

Forslaget blev dog aldrig til virkelighed, og derfor har danske erhvervsdrivende fortsat pligt til at tage mod kontanter, når en kunde ønsker denne betalingsform.

Læs også
Annonce