*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nykredit hæver priserne for boligejere

Nykredit skruer op for bidragssatserne for at polstre sin egen økonomi. Privatkunder bliver ramt.

Erhverv
Landets største realkreditinstitut hæver bidragssatserne for alle eksisterende og nye privatkunder. Foto: Gregers Tycho

Fra den 1. juli 2016 bliver det dyrere at have realkreditlån i Nykredit.

Landets største realkreditinstitut hæver bidragssatserne for alle eksisterende og nye privatkunder, der har lån via Totalkredit.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse i forbindelse med torsdagens melding om, at Nykredit vil på børsen i København.

»Nykredit gennemfører nu en prisstigning på realkreditlån for yderligere at forbedre lønsomheden og øge kapitalpolstringen. Denne prisstigning er mindre end den, Nykredit vil være nødsaget til at gennemføre uden en børsnotering,« skriver Nykredit.

Kunder med lange fastforrentede lån med afdrag vil opleve den mindste stigning, mens kunder med F1,- F2,- F3,- og F4-lån uden afdrag bliver ramt hårdest.

Ifølge Nykredit gennemføres forhøjelsen af bidragssatserne i tråd med tankerne i Finanstilsynets såkaldte tilsynsdiamant, der skal sikre en begrænset udbredelse af afdragsfrie lån, lån med høj følsomhed over for ændringer i renten og lån med hyppig refinansiering.

Inden udgangen af februar vil privatkunder, der påvirkes af bidragsforhøjelsen, modtage et brev fra Totalkredit. Her vil det fremgå, hvad prishoppet betyder for den månedlige ydelse.

Nykredit hæver priserne, bl.a. fordi selskabet skal finde godt 10 mia. kr. i ekstra kapital. Det skyldes nye, skærpede krav fra internationale myndigheder, der vil sikre, at banker og realkreditinstitutter er bedre polstret økonomisk.

De nye kapitalkrav er også årsagen til, at Nykredit planlægger en børsnotering. Ifølge bestyrelsesformand Steen E. Christensen står Nykredit ved en skillevej.

»Vi kan enten søge ny kapital gennem en børsnotering, eller vi kan hæve priserne markant og skære dramatisk ned på aktiviteter og udlån. Det sidste vil ramme hårdt ind i vores kerneforretning: Danske boligejere, erhvervsdrivende og landmænd vil opleve betragtelige prisstigninger og dårligere lånemuligheder. Det scenarie ønsker vi ikke,« siger Steen E. Christensen.

Karsten Beltoft, direktør for Realkreditforeningen, siger om de forhøjede bidragssatser i Nykredit:

»Det viser, at disse kapitalkrav er snærende, og det er en væsentlig udfordring, realkreditsektoren står overfor.«

Bidragssatserne i pct. ved fuld belåning pr. 1. juli 2016

Lån med afdrag:

  • Fast rente: 0,74
  • Rente Max: 0,88
  • F-kort: 0,90
  • F5-F10: 0,88
  • F1-F4: 1,18

Lån uden afdrag:

  • Fast rente: 1,06
  • Rente Max: 1,20
  • F-kort: 1,23
  • F5-F10: 1,20
  • F1-F4: 1,50
Læs også