*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Jesper 'Kasi' Nielsen forlader smykkeeventyr

Smykkerigmanden forlader Endless Jewelry.

Erhverv
Arkivfoto: Lars Poulsen/Polfoto

Jesper Nielsen, der i sin tid blev kendt som Kasi-Jesper, er en færdig mand i det nye smykkeeventyr, han i 2013 selv skød i gang under navnet Endless Jewelry.

Smykkerigmandens exit betyder også, at alle hans aktier vil blive overdraget til de øvrige aktionærer, fremgår det af en pressemeddelelse fra Endless Jewelry.

»Jeg er meget stolt af at have skabt Endless Jewelry, og det har været en fantastisk rejse med nogle fantastiske mennesker i selskabet. Samtidig har jeg konkluderet, at det er tid til at fokusere på andre aktiviteter. Fremadrettet vil jeg fokusere 100 pct. på at bygge nye forretninger op. Når alt kommer til alt er jeg en entreprenør, og min passion er at skabe nye idéer og muligheder,« udtaler Jesper Nielsen i en kommentar.

Forhandlingerne omkring hans afgang har angiveligt været i gang siden begyndelsen af 2016. Selv udlægger parterne det som en stille og rolig afsked.

»Over de seneste par uger har jeg sammen med bestyrelsen og vores storaktionærer haft nogle meget konstruktive og positive diskussioner med Jesper Nielsen i forhold til fremtiden for Endless Jewelry. Som en konsekvens af disse diskussioner har Jesper besluttet, at han vil dedikere sit fokus til andre forretningsaktiviteter, og vi har aftalt med ham, at det her er tiden til at slutte vores samarbejde,« udtaler Paul Moonga, adm. direktør i Endless Jewelry, i pressemeddelelsen.

Virksomheden har Jesper Nielsen selv haft store forventninger til, og det generede ham ikke, da han tilbage i sommeren 2014 fik tilført et millionbeløb af Saxo Bank-stifteren Lars Sejer Christensen, der i samme forbindelse satte sig på en fjerdedel af virksomheden.

De millioner blev ved den lejlighed omtalt som nødvendige for at opretholde væksten til satsningen, som han havde enorme forventninger til.

»Det var nødvendigt. Hvis det ikke var for skattesagen, ville jeg have ejet Endless 100 pct. alene. Den her virksomhed bliver 50 mia. kr. værd. Om jeg ejer for 12 eller 30 mia. kr., er ikke afgørende. Jeg skal kun spise en gang om dagen,« sagde Jesper Nielsen.

Hvor meget Jesper Nielsen har fået for sin ejerandel i Endless Jewelry fremgår ikke.

Her er, Hvad Jesper Nielsen selv skriver om sit exit på Facebook:

Læs også