*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Skuffet Fona-leverandør: Betalingsstandsning var kynisk timet

Fona slap for at betale leverandør for juleomsætningen ved at gå i betalingsstandsning den 1. februar.

Erhverv
Foto: Jonas Olufsen

Mandag den 1. februar meldte Fona ud, at elektronikkæden indledte en rekonstruktion og gik i betalingsstandsning. Præcis samme dag, som nogle af Fonas leverandører skulle have modtaget deres betalinger for salget i december.

Uheldig timing eller beregnende bundlinjetaktik? Den overvejelse sidder en af Fonas leverandører, Kean Kristensen, direktør i Miphone, tilbage med, efter han fandt ud af, at han godt kunne vinke farvel til sit julesalg.

»Fona har tidligere haft store vanskeligheder, og jeg kan næppe forestille mig, at de ikke vidste det samme i november, som de ved præcis den dag, de skal betale deres leverandører for salget i december,« siger Kean Kristensen.

Fona har en kreditaftale med Miphone, der betyder, at Fona får kredit den løbende måned plus 30 dage. Dermed skulle Miphone have haft sine penge den 30. januar, men da det var en weekenddag, hed det i stedet den 1. februar. Samme dag gik Fona i betalingsstandsning.

»Som leverandør føler jeg mig snydt. December er den måned, vi omsætter allermest, dobbelt så meget som i andre måneder. Leverandørerne har vist Fona en enorm tillid og loyalitet ved at give så lange kredittider, og den tillid har de misbrugt,« siger Kean Kristensen.

Miphone lever hovedsageligt af at reparere elektronik, men sælger også covers til iPhones. En stor del af de covers blev solgt i Fona på Strøget i København i december, og det er den omsætning, Miphone nu må undvære.

Fona fortalte end ikke Kean Kristensen, at han ikke ville få sine penge.

»Jeg fandt ud af det på nettet ligesom alle andre. Så ringede jeg ned til Fona på Strøget, som fortalte, at der ikke var noget at gøre,« siger Kean Kristensen, der ikke har meget godt at sige om sin samarbejdspartner.

»Fona vil gerne fremstå som den her familievirksomhed med gode værdier. Men når alt kommer til alt, er virksomheden ikke anderledes end alle andre. Det handler om tal på bundlinjen, og man tilsidesætter enhver tillid mellem leverandørerne og familien,« siger han.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Fona, men det har til formiddag endnu ikke været muligt.

Læs også