*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Kriseramte Fona taler med potentielle købere

Rygtet om Fonas konkursfare har bredt sig lynhurtigt, siger advokat. Allerede inden var der interesse for elektronikkæden.

Erhverv
Fona har 56 butikker landet over og 750 medarbejdere. Om tre uger afgøres deres fremtid. Foto: Torben Stroyer

Elektronikkæden Fona mangler penge for at overleve og holder i disse dage møder med adskillige parter, der er klar til at komme den skrantende butikskæde til undsætning.

I forrige uge meddelte Fona, at selskabet er gået i rekonstruktion. Pengekassen er tom, og der skal findes ny kapital inden slutningen af måneden – ellers er Fona fortid.

»Rygtet har bredt sig lynhurtigt. Nogen var allerede interesseret i Fona forud for dette, og der er kommet nye henvendelser til. Nu er vi gået i gang med at undersøge seriøsiteten i dem,« siger Lars Skanvig.

Han er advokat og partner i advokatfirmaet Plesner, der sammen med Fona-ledelsen har fået få uger til at forhindre en fallit.

Fonas historie
  • Fona blev grundlagt i 1926 af erhvervsmanden Harry Hylén, der åbnede den første Fona-butik i et kælderlokale på Christianshavn.
  • Dengang var det udelukkende radioer, som Fona forhandlede, men siden er sortimentet udvidet betragteligt.
  • Fona fusionerede med Fredgaard-kæden i 2001, og fem år senere købte Elkjøp Nordic, der også ejer og driver Elgiganten, 40 pct. af elektronikkæden.
  • I dag har Fona 56 butikker landet over og en netbutik. Koncernen omsætter for to milliarder kroner årligt og har cirka 750 medarbejdere.

Fona-topchef Michael Kjær bekræfter, at »der tales med interesserede købere,« men vil ikke uddybe det. I forrige uge slog han fast, at Kjær-familien, der ejer 60 pct. af Fona, er parat til at investere flere penge i selskabet - under de rette omstændigheder.

Ifølge Lars Skanvig er det afgørende, at en eventuel ny medejer af Fona lukkes ind på de rette vilkår. Han er ikke overrasket over interessen for Fona.

»Det er på mange måder en professionel virksomhed med orden i bilagene. Det er ikke et rygende krater, man overtager, og det er tydeligt, hvilke aktiver virksomheden har,« siger Lars Skanvig.

Spørgsmålet er nu, hvem der kunne tænke sig at kaste penge i en butikskæde, der på tre år har tabt i omegnen af 80 mio. kr., og som ifølge topchefen sandsynligvis skal lukke butikker og fyre ansatte.

Hverken Michael Kjær eller Lars Skanvig vil sige noget.

Den norske elektronikgigant Elkjøp, der står bag Elgiganten, og som ejer 40 pct. af Fona-kæden, har heller ingen kommentarer, men skriver i en mail til Finans, at man ikke vil sælge sin ejerandel.

En af Fonas største rivaler, Power, mener, at tiden er løbet fra Fonas nuværende forretningsmodel.

»Lønsomheden i at drive high street-forretninger på dyre adresser er ikke god nok. Det har vi selv taget konsekvensen af ved at lukke 30 Expert- og Punkt1-butikker og gøre plads til et nyt koncept i Danmark,« siger adm. direktør Jesper Boysen og afviser, at han skulle være lun på Fona.

»Vi har ingen konkrete forhandlinger med nogen som helst. Vi koncentrerer os om Power og om vores forhandlere,« siger han.

Læs også
Annonce