*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Topdesigner kæmper videre for retten til sit eget navn

Den danske designer Benedikte Utzon tabte i december 2015 en sag ved Sø- og Handelsretten om rettigheden til at bruge sit eget navn. Nu skal sagen afgøres ved Højesteret.

Erhverv
Sagen om Benedikte Utzons ret til at benytte sit eget navn, når hun designer tøj, skal nu afgøres ved Højesteret.  Foto: Ida Munch

Den kontroversielle sag om Benedikte Utzons ret til at bruge sit eget navn skal nu for Højesteret.

Tilbage i december 2015 afgjorde Sø- og Handelsretten ellers, at Benedikte Utzon ikke må bruge sit navn, når hun fremover skal designe tøj. Det skyldes, at dele af hendes virksomhed efter en konkurs i 2012 blev opkøbt af Topbrands, der samtidig opkøbte rettighederne til varemærket Benedikte Utzon.

Benedikte Utzon-sagen
  • Efter Benedikte Utzon gik konkurs i 2012, blev dele af virksomheden opkøbt af Topbrands. Samtidig købte de også rettighederne til varemærket 'Benedikte Utzon'.
  • I december 2015 afgjorde Sø- og Handelsretten, at Benedikte Utzon ikke måtte bruge sit eget navn, når hun designer tøj, fordi Topbrands lovmæssigt har købt sig til rettighederne.
  • Det betyder, at 'Benedikte Utzon' ikke må være en del af et eventuelt nyt varemærke, og at det ikke må fremgå af tøj, hun selv har designet.
  • Sagen, der har principiel karakter, skal nu afgøres ved Højesteret.
Men nu skal sagen altså for Højesteret, og det glæder Benedikte Utzon.

»Det er en principiel sag, der kan have indflydelse på mange kreative mennesker. Vi lever jo næsten allesammen af vores identitet, så jeg synes, at det er moralsk forkasteligt, at man så let kan købe et andet menneskes identitet, og at loven ikke tager højde for det,« siger hun.

Chefadvokat i brancheforeningen Dansk Mode og Textil, Mikkel Guldsøe, mener, at sagen giver anledning til, at man i branchen skal være mere opmærksom på at have orden i papirer og rettigheder til sit eget varemærke. Derudover er han positiv over, at sagen nu skal for Højesteret.

»Der er ikke set sager af samme karakter som denne før, så jeg har en forventning til, at vi nu får nogle klare præmisser for, hvad retten lægger vægt på. Derudover forventer jeg også, at Benedikte Utzons sag bliver omgjort i større eller mindre omfang,« siger Mikkel Guldsøe.

Benedikte Utzon mener, at retten i første omgang glemte, at hun var et menneske og ikke en virksomhed. At det var to cvr-numre mod hinanden - frem for et cvr-nummer og et cpr-nummer. Hun er fortrøstningsfuld, men understreger, at udfaldet kan få store personlige konsekvenser for hende.

»Hvis jeg taber sagen, kan jeg højest sandsynlig aldrig blive ansat som chefdesigner igen, for ingen vil ansætte en designer, der ikke har retten til at stå inde for sit tøj. Så min eneste mulighed er at være selvstændig, hvilket er en stor økonomisk belastning,« siger Benedikte Utzon.

Det har mandag morgen ikke været muligt at få en kommentar fra Topbrands ejer, Lasse Skaarup.

Læs også