*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Vestas lukker 2015 i en storm af succes

Vindmøllekæmpen løftede sit 2015-regnskab til rekordindtjening og vil belønne aktionærerne med stort udbyttehop.

Erhverv
Vestas kom stærkt igennem 2015 med markant fremgang i regnskabet. Foto: Michael Hansen

Ordrerne og pengene væltede ind hos den danske vindmøllekæmpe Vestas i det forgangne år.

Med en omsætning på knap 63 mia. kr. (8,4 mia. euro) og en indtjeningsmargin på 10,2 pct. levede Vestas ikke bare op til de senest udmeldte forventninger, men samtidig lagde man også i voldsom grad afstand til kriseåret 2012, da investorerne i stor stil tvivlede på, om mølleproducenten overhovedet ville overleve.

Med et resultat før skat på 925 mio. euro tjente Vestas alene i 2015 mere, end man sammenlagt tabte i årene 2011-2013, da man præsenterede ejerne for tre røde bundlinjer på sammenlagt godt 900 mio. euro.

»I 2015 eksekverede vi med succes på vores strategi om lønsom vækst og leverede stærke finansielle og driftsmæssige resultater på alle parametre og i hele verden. Vestas indfriede eller overgik forventningerne til helåret på omsætning, ebit-margin og frie pengestrømme og leverede to-cifrede marginer og det højeste nettoresultat nogensinde,« noterer topchef Anders Runevad.

Han kan sammen med de mere end 20.000 medarbejdere se frem til at modtage en bonus som en konsekvens af, at selskabet har leveret som lovet. Men også aktionærerne bliver belønnet for investeringen i mølleimperiet.

Ledelsen lægger således op til at udbetale et udbytte til aktionærerne på 6,82 kr. pr. aktie svarende til 29,9 pct. af nettoresultatet for året. Det er næsten en fordobling i forhold til 2014, da en ejerbid af Vestas udløste et kontant beløb på 3,90 kr. Det var i øvrigt første gang siden 2002, at Vestas kunne udbetale et udbytte til ejerne, og udviklingen er et stærkt symbol på, hvordan selskabet har udviklet sig.

Og aktionærerne kan godt forberede sig på mere. I hvert fald forventer ledelsen at kunne løfte omsætningen yderligere i 2016, da et samlet salg på 9 mia. euro ventes. Vestas forventer samtidig at kunne realisere en ebit-margin før særlige poster på minimum 11 pct.

De totale investeringer forventes at udgøre ca. 500 mio. euro, når man indregner opkøbet af serviceselskabet Availon Holding GmbH, og de frie pengestrømme forventes at blive minimum 600 mio. euro.

Det er ikke mindst den højeste ordreindgang nogensinde på 8.945 megawatt i 2015, der er grobund for de højere forventninger i 2016.

Selskaber i 34 forskellige lande fordelt på fem kontinenter afleverede bestillinger hos Vestas i 2015. Det var dog i særdeleshed det amerikanske marked, der takket være den lukrative PTC-skatteordning førte an. USA stod således for omtrent en tredjedel af alle ordrer i 2015, og med en forlængelse af skatteordningen til 2019 er der potentiale til flere amerikanske møllebestillinger.

Nøgletal Vestas 2015-2014

(mio. euro)20152014
Omsætning8.4236.910
Ebitda1.212929
Res. før skat925523
Frie pengestrømme1.047841
Ebit-margin10,28,1
Læs også