*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

2016 kan blive et stort jubelår i Vestas

Ét rekordår kan afløse et andet. Forventningerne i Vestas er høje fra årets begyndelse, men alligevel tror analytiker på en eller flere opjusteringer i årets løb.

Erhverv
Vestas' aktiekurs steg indledningsvis med omtrent 10 pct. i dagens handel, men panik på det danske aktiemarked fik danske investorer til at flygte og trække dagens kursudvikling mod 0. Siden rettede aktien sig dog. Pr-foto: Vestas

2016 kan blive et endda særdeles stærkt år for Vestas.

Med ordrerekord i 2015 er vindmølleproducenten gået ind til et travlt år, hvor bestillingerne i de fyldte bøger skal eksekveres.

Med en forventning om en omsætning på knap 9 mia. euro og en indtjeningsmargin på 11 pct., er der udsigt til rekordhøje regnskabstal i selskabet.

»Meldingen er ganske, ganske høj og også højere, end jeg havde forventet, så de må virkelig have meget i bøgerne,« siger Alm. Brand Markets senioranalytiker Michael Friis Jørgensen.

Men alt tyder på, at det ikke stopper her. For den nuværende Vestas-ledelse melder minimumsforventninger ud, og det er tænkeligt, at der venter en eller flere opjusteringerne i de kommende måneder.

Det så man så sent som i 2015, da ledelsen i årets begyndelse troede på et minimumssalg på 48,5 mia. kr. og en indtjeningsmargin på 8,5 pct. Det holdt slet ikke, kunne man i løbet af året konstatere, og tidligere tirsdag afslørede årsregnskabet for Vestas da også dels en omsætning på knap 63 mia. kr. og en driftsmargin (ebit) på 10,8 pct.

»Jeg har ingen formodninger om, at man har ændret praksis. De guider ud fra det minimum, som de kan se, og historikken siger, at det er ikke dér, hvor de ender ud. 2016 kan blive et meget, meget stærkt år,« siger Michael Friis Jørgensen.

Han er ikke i tvivl om, at der skal ske noget ganske overraskende, hvis Vestas ikke skal opjustere forventningerne i løbet af året.

På en telekonference tidligere tirsdag mindede topchef Anders Runevad da også om, at den bedste del af året venter længere fremme.

»Jeg tror, at vi ser en lavere aktivitet i første kvartal af 2016 end i 2015. Som dem, der kender os ved, så er året som sædvanlig tungere i bagenden, så det er også grunden til, at vi som sædvanlig starter året med en minimumsforventning,« sagde Anders Runevad ifølge Ritzau.

Selskabets aktiekurs steg indledningsvis med omtrent 10 pct. i dagens handel, men panik på det danske aktiemarked fik danske investorer til at flygte og trække dagens kursudvikling mod 0. Siden rettede aktien sig dog, fordi ikke mindst udenlandske investorer var sultne efter Vestas og ved 11.30-tiden stop aktien til en kursstigning på ca. 6 pct.

Nøgletal Vestas 2015-2014

(mio. euro)20152014
Omsætning8.4236.910
Ebitda1.212929
Res. før skat925523
Frie pengestrømme1.047841
Ebit-margin10,28,1
Læs også