*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Elbilerne skal vinde på lavere driftsudgifter

Billigere batterier og længere rækkevidde vil gøre elbilerne konkurrencedygtige, lyder det fra elbilbranchen.

Erhverv
Tesla Model X er en af de nye elbiler, der sammen med bl.a.  Nissan Leaf, VW Passat GTE, Volvo XC90 Twin Engine, BMW 330 e, BMW 225xe Active Tourer og Hyundai Ioniq udvider feltet af elbiler i 2016. Foto: Marcio Jose Sanchez/AP

Gradvis indfasning af registreringsafgift og aktuelt lave brændstofpriser udfordrer lige nu elbilernes udbredelse i Danmark.

Alligevel er der optimisme i elbilbranchen, der især tror på, at billigere batterier med længere rækkevidde vil gøre elbilerne mere konkurrencedygtige i forhold til benzin- og dieselbiler. Nye og kraftigere ladestandere vil nedsætte opladningstiden, og generelt slår elbilerne de traditionelle biler på driftsudgifter og vedligeholdelse.

Samtidig satser flere bilproducenter på elbiler og opladningshybrider i de kommende år, og der konkurreres hårdt på bl.a. rækkevidde.

»Lige nu er de lave benzinpriser og de nye afgifter på elbilerne en udfordring for branchen. Men prisen for en liter benzin skal ned i 6 kr., før driftsudgifterne for de traditionelle biler kan konkurrere med elbilerne,« lyder det fra Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Alliancen henter også optimisme i, at der i 2016 er en række nye elektrificerede biler på vej. Det gælder bl.a. Tesla Model X, Nissan Leaf, VW Passat GTE, Volvo XC90 Twin Engine, BMW 330 e, BMW 225xe Active Tourer og Hyundai Ioniq.

Læs mere hos Dansk Elbil Alliance

Men Lærke Flader fremhæver især fremkomsten af billigere batterier med længere rækkevidde. Det samme gør Carnegie Worldwide, der i en rapport vurderer, at elbilerne inden for mindre end 10 år vil blive bilkøbernes naturlige valg.

»Batteripriserne falder hastigt. Samtidig forbedres batteriteknologien, så bilernes rækkevidde bliver væsentligt længere, end vi hidtil har set. Desuden er vedligeholdelsesudgifterne til elbiler 20-30 pct. lavere en for traditionelle biler, fordi de er opbygget mindre kompliceret,« siger Lærke Flader.

Yderligere peger hun på, at store bilproducenter som Volkswagen, BMW og Toyota i de kommende år satser massivt på mere "grønne" biler, hvad enten det er rene elbiler eller hybrider og opladningshybrider.

»Jeg betragter opladningshybriderne som en vigtig trædesten over til den fulde elektrificering. Samtidig vil vi i løbet af få år se langt kraftigere ladestandere, der vil nedsætte opladningstiden,« forklarer Lærke Flader.

Det arbejder bl.a. den danske elbiloperatør Clever med. Allerede i år begynder Clever at arbejde med 150 kilowatt-ladestandere i forhold til de nuværende 50 kilowatt-ladere. Clever forventer, at de første 150 kw-ladestandere vil være klar til at blive sat op i 2017.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også