*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Peter Gæmelke skal redde kriseramt børsnoteret landbrugsgigant

Den danske rigmand Henrik Lind er storaktionær i den kriseramte landbrugsgigant, som Peter Gæmelke nu er sat i spidsen for.

Erhverv
Efter kæmpe tab trækker mørke skyer sammen om landbrugskoncernen Trigon Agri. Peter Gæmelke, som i mange år var formand for de danske landmænd, er nu udnævnt til bestyrelsesformand for Trigon. Foto: Orlin Wagner/AP

Peter Gæmelke, som i 14 år var formand for de danske landmænd og præsident for Landbrugsraadet, er nu indsat som bestyrelsesformand i den kriseramte, børsnoterede landbrugsgigant Trigon Agri.

Trigon Agri, der er registreret i Danmark, er noteret på Nasdaq Omx i Stockholm og har blandt andre den danske rigmand Henrik Lind blandt hovedaktionærerne.

Bundlinjen hos Trigon Agri har de seneste år styrtblødt efter enorme tab på selskabets landbrugsaktiviteter, som i alt omfatter 144.000 hektar i Rusland, Estland og Ukraine.

I det nyeste tilgængelige regnskab, der dækker de første tre kvartaler af 2015, har selskabet haft et underskud på 255 mio. kr. Dette tab kommer på toppen af underskud på henholdsvis 126 mio. kr. i 2013 og 103 mio. kr. i 2014.

Den kritiske udvikling afspejler sig i selskabets aktiekurs, der er faldet som en sten fra 10 svenske kr. til en aktuel kurs på 0,34 svenske kr. Dette kursfald har reduceret selskabets markedsværdi fra omkring 1,3 mia. svenske kr. i 2011 til nu bare 44 mio. svenske kr.

Trigon Agri

Stiftet i 2006 og børsnoteret i 2007.

Selskabet har aktiviteter i Rusland, Ukraine og Estland.

Selskabet driver i alt omkring 144.000 hektar og ejer heraf 92.000 hektar. Selskabet har omkring 2.000 malkekøer.

Trigon har knap 1.300 medarbejdere og producerede i 2014 omkring 240.000 tons hvede.

Trigon har i 2013, 2014 og de første tre kvartaler af 2015 haft et samlet underskud på 480 mio. kr.

Blandt selskabets store aktionærer er Swedbank (10,8 pct.), Lind Value (Lind Invest) (10 pct.), JPM Chase (9,5 pct.), UB Securities (7,9 pct.), Goldman Sachs (6,8 pct), Nordea (4,5 pct.)

Efter en kort periode som menigt bestyrelsesmedlem er Peter Gæmelke nu blevet formand for Trigon Agri.

»Devalueringen af den russiske rubel har reduceret værdien af Trigons aktiver i Rusland betydeligt og sænker samtidig værdien af selskabets løbende indtjening. Selskabet har en stor og højt forrentet gæld i euro, mens værdien af de rubler, der tjenes, er blevet markant mindre værd. Det er en af Trigons store udfordringer - men ikke den eneste,« fortæller Peter Gæmelke.

Peter Gæmelke stod i spidsen for dansk landbrug fra 1995 - 2009 og har siden passet en række bestyrelsesposter i blandt andet Lego-familiens pengetank Kirkbi. Netop denne blanding af bestyrelseserfaring og indsigt i landbrugsdrift og ledelse er årsagen til, at Gæmelke er blevet udset til at være den, der skal stå i spidsen for at redde Trigon Agri ud af en forholdsvist desperat situation.

Peter Gæmelke

Formand for De danske Landboforeninger 1995 - 2002

Formand for Dansk Landbrug 2002 - 2009

Præsident for Landbrugsraadet 1995 - 2009

Bestyrelsesformand i Danske Spil, Løvenholm Fonden, Trigon Agri

Bestyrelsesmedlem i blandt andet Tryghedsgruppen, Nordea Liv & Pension, DLR Kredit og Kirkbi

En række udenlandske banker ejer størstedelen af aktierne i Trigon, men blandt de store aktionærer er også den danske milliardær Henrik Lind, som via selskabet Lind Invest ejer 10 pct. af Trigon. Hovedparten af denne aktiepost er opkøbt i løbet af 2014 og 2015 - dvs. efter, at toppen var barberet af aktiekursen.

»Jeg kom ind i bestyrelsen efter opfordring fra en gruppe af danske investorer, som kontaktede Lind Invest, der kontaktede mig,« fortæller Peter Gæmelke.

Han erkender, at opgaven med at bringe Trigon på ret køl har vist sig at være større end først antaget. Selskabets store eurolån med en fast rente på 10 - 11 pct. er kun et af flere problemer.

Den investering er en fejl, og jorden er sat til salg

Peter Gæmelke, bestyrelsesformand Trigon Agri.

»Selskabet ejer meget store arealer i det sydlige Rusland i et område, hvor nedbøren er sparsom, og noget af jorden kun kan dyrkes hvert andet år. Samtidig har der været sået tvivl om selskabets ret til at dyrke en del af jorden. Den investering er en fejl, og jorden er sat til salg,« fortæller Peter Gæmelke. Trigon har tidligere meddelt, at salget ventes gennemført i løbet af 2016, og provenuet skal bruges til at afvikle en del af selskabets alt for store og alt for dyre gæld.

Også i Estland har Trigon droslet ned og frasolgt en del af aktierne i selskabets store kvægfarm med over 1.000 køer.

»Det er en velkørende bedrift med meget moderne stalde og høj produktivitet. Desværre er gælden for stor i forhold til de aktuelle lave mælkepriser, som også rammer danske landmænd,« forklarer Peter Gæmelke.

Mens Trigon Agri gearer ned i Rusland og Estland, fastholder selskabet sit engagement i Ukraine. Her driver Trigon omkring 47.000 hektar.

»Og driften af aktiviteterne i Ukraine kører særdeles fint. Desværre er vores forretning i Ukraine finansielt ramt meget hårdt af både devalueringen af den ukrainske valuta og det forhold, at landet har indført restriktioner på ind- og udførsel af valuta. Hvis man eksempelvis vil tage penge ud af Ukraine kommer man til at betale store skatter. Det er dog vores klare forventning, at disse restriktioner vil blive fjernet, da de ellers vil være ødelæggende for Ukraines muligheder for at udvikle sig økonomisk,« siger Peter Gæmelke.

Han var i 2002 en af arkitekterne bag den historiske fusion mellem landboforeningerne og husmændenes forening, og i 2009 samlede Gæmelke stort set alle landbrugets organisationer i det nuværende Landbrug & Fødevarer. Herefter trak Peter Gæmelke sig fra de mange topposter i landbruget og har siden haft lidt mere tid til at passe sin egen landbrugsbedrift nær Vejen i Sydjylland. Bedriften drives sammen med sønnen, Hans Christian. Peter Gæmelke medgiver, at en voksende portefølje af bestyrelsesposter betyder, at det er begrænset, hvor meget han har tid til at gå i vejen hjemme på gården.

Læs også
Annonce