*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Mærsk ramt af milliardhug

Omsætningen dykker i shipping- og oliekoncernen, der nedskriver olieforretningen med stort milliardbeløb.

Erhverv
Mens man nyder godt af faldende oliepriser i shippingdelen, så gør de til gengæld livet svært for Maersk Oil.  PR-foto: Mærsk

Det er barske tider for A.P. Møller -Maersk A/S .

Kæmpekoncernen er hårdt ramt af olieprisens nedtur, og det sætter i vid udstrækning sit spor i det årsregnskab for 2015, som selskabet onsdag morgen har offentliggjort.

Omsætningen er faldet med mere end 7,3 mia. dollars (knap 50 mia. kr.) i perioden fra 2014 til 2015. Det slår ikke overraskende også igennem på bundlinjen, hvor Mærsk har noteret et resultat før skat i den fortsættende del af forretningen på 1.447 mio. dollars (godt 9,6 mia. kr.). Det er milevidt fra de regnskabsbrag på 6-8 mia. dollars, der blev resultatet i 2011, 2012 og 2013.

Samtidig får olieprisens dyk betydning for, hvor meget værdi man kan se i datterselskabet Maersk Oil. Her nedskriver ledelsen nu med 2,6 mia. dollars svarende til godt 17 mia. kr., fordi man forventer, at olieprisen vil forblive på et lavere niveau i en længere periode.

I Mærsk-ledelsen kigger man dog på andre nøgletal, og her finder man trods alt noget opmuntrende.

»Vi er tilfredse med de gode operationelle resultater, vi opnåede på tværs af vores forretninger i 2015. På trods af de meget udfordrende markedsvilkår i vores industrier, leverede alle forretningsenheder positive underliggende resultater, og Mærsk Gruppen opnåede et underliggende resultat på 3,1 mia. dollars,« lyder det fra topchef Nils Smedegaard Andersen.

Han har ikke gode nyheder med til aktionærerne, når det kommer til forventningerne til indeværende år. Her venter man et resultat, der er væsentligt lavere end 2015-resultatet i den underliggende forretning på 3,1 mia. dollars.

Samtidig fastholder selskabet en udbyttebetaling til aktionærerne på 300 kr. pr. aktie. Det var også den sum, som man nåede frem til i 2015, da ejerne dog kunne glæde sig over et ekstraordinært udbytte på 1.671 kr. pr. aktie som en konsekvens af salget af Mærsks bid af Danske Bank.

I koncernens hovedforretning, Maersk Line, nød man trods alt godt af den lavere oliepris. Men det opvejede dog ikke et fald i den gennemsnitlige fragtpris på 400 dollars pr. container, der skete som en konsekvens af svære markedsforhold på blandt andet emerging markets. Det kostede på bundlinjen hos verdens største shippingselskab, der måtte se resultatet blive næsten halveret fra 2,3 mia. dollars til 1,3 mia. dollars.

Mens man nyder godt af faldende oliepriser i shippingdelen, så gør de til gengæld livet svært for Maersk Oil. Den gennemsnitlige råoliepris var i 2015 52 dollars pr. tønde mod 99 dollars året forinden. Aktuelt handles tønderne til 30-25 dollars, så her er ingen trøst at hente.

Det gør ondt værre i en forretning, der i 2014 kostede 861 mio. dollars, når man ser på det underliggende resultat. I 2015 kunne man her notere et negativt resultat på voldsomme 2,1 mia. dollars.

Det er i øvrigt i aktionæroptik bekymrende, at Mærsk sluttede andet halvår betydeligt værre end første halvår. Mens olieprisen dykkede yderligere, og fragtraterne kom under større pres, så faldt resultatmålet roic (afkast af den investerede kapital) fra 10,2 pct. i første halvdel af året til -6,3 pct. i anden halvdel.

Det er nedskrivningerne i Maersk Oil, der tynger regnskabet og er stærkt medvirkende til et skrækresultat i fjerde kvartal, hvor man alene har noteret et tab på 9 mio. dollars i den underliggende forretning.

Tabel for A.P. Møller-Mærsks regnskab for 2015-2014:

Mio. dollar

Hele året 2015

Hele året 2014

Omsætning

40.308

47.569

EBITDA

9.074

11.919

EBIT

1.870

5.917

Nettoresultat

925

5.195

Udbytte (kr./aktie)

300

300

Læs også