*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Derfor tordner Lundbeck-aktien i vejret

De langsigtede mål og en bedre forventet indtjening i 2016 er hovedårsagerne til, at markedet sender Lundbeck-aktien op med 14 pct.

Erhverv
Lundbeck-aktien buldrer af sted, og onsdag efter middag er aktien oppe med hele 14 pct. for dagen.

Kåre Schultz har taget H. Lundbeck A/S med storm, og markedet kvitterer nok engang stort for hans udmeldinger på vegne af selskabet. Men hvorfor egentlig en så stor kursstigning efter et årsregnskab, hvor driften viste et underskud - og godt nok forventet - på hele 6,8 mia. kr.?

»De indtjeningsforventninger, de lancerer for 2016, er markant bedre, end forventningerne i markedet. Den indtjeningsgenopretning i Lundbeck, som blev iværksat i forbindelse med den spareplan, der blev lanceret i forbindelse med halvårsregnskabet for 2015, ser ud til at gå noget hurtigere end forventet. Det kvitterer investorerne for med den her kursstigning,« siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

Han påpeger samtidig, at lanceringen af en ambition om at nå en overskudgrad på 25 pct. inden for den kommende tre til fem år også vækker begejstring i markedet.

Men med al respekt, så er en overskudsgrad på 25 pct. jo ikke voldsomt imponerende, hvis man kigger lidt ud i den globale medicinalindustri?

»Det er rigtigt, men de sætter trods alt et tal på deres overskudgrad fremadrettet og bekræfter, at de agter at lande en overskudsgrad på linje med sektoren. Med den fart, de har på med indtjeningen i 2016, og som vil accelerere yderligere i 2017, så er der vel egentlig ret gode muligheder for, at man på sigt vil realisere den her overskudgrad på 25 pct.,« siger Søren Løntoft Hansen.

Sydbank-analytikeren henviser i den sammenhæng også til at stærk salgsmæssig aflsutning på 2015, hvor flere lægemidler leverede bedre end ventet, og hvor det reelt kun var depressionsmidlet Brintellix, der var en mindre skuffelse.

Men er stigningen ikke også et udtryk for, at markedet allerede har stor tillid til Kåre Schultz forstået på den måde, at når han siger noget, så er man fuldstændig stålfast i troen på, at han også leverer det?

»Jo, og det er Kåre Schultz’ fortjeneste – og ikke mindst hans hurtige ageren i forhold til at lancere en besparelsesplan omkring tre måneder efter sin tiltrædelse. Så jo, helt sikkert. Markedet indregner de her positive scenarier,« siger Søren Løntoft Hansen afslutningsvis.

Læs også
Annonce