*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Storbank sagsøges for narkodrab

En af verdens største banker, HSBC, er blevet sagsøgt for sin indirekte hjælp til de narkokarteller, der har slået amerikanske borgere ihjel.

Erhverv
HSBC bliver nu sagsøgt af familier til folk, der er blevet dræbt af mexikanske narkokarteller. Foto: AP

Storbanken HSBC har indirekte støttet de mexicanske narkokarteller ved at bistå med hvidvask af penge for milliarder af dollars, og derfor har banken også et ansvar for de mord, narkokartellet har begået.

Det er påstanden i en erstatningssag, som familier til de dræbte amerikanske borgere har anlagt.

»Som et direkte resultat af HSBC's betydelige støtte til de mexicanske narkokarteller, er adskillige liv inklusive sagsøgernes blevet ødelagt,« står der bl.a. i det skrift, som familierne har afleveret til domstolen i Texas, skriver Financial Times.

Allerede i 2012 indrømmede HSBC, at banken havde hjulpet de mexicanske narkokarteller, og at bankens interne kontrolsystemer havde svigtet. Dette bruger de amerikanske familier selvsagt i den nye sag, der dermed kommer til at sætte nyt fokus for den for banken pinlige sag.

Indtil videre agter banken ifølge talsmand Gareth Hewett fra HSBC ivrigt at forsvare sig selv i sagen, skriver Financial Times.

Sagsøgerne udpensler i sagsakterne de makabre mord på bl.a. en ung mand, der på sin bryllupsdag blev kidnappet, tortureret og myrdet af Sinaloa-kartellet.

Andre mord foregik ved en børnefødselsdag.

»Uden evnen til at placere, dele og integrere sine ulovlige indtægter i det globale finansielle netværk ville kartellets evne til at korrumpere politiet og embedsmænd og skaffe personale, våben og ammunition, køretøjer, fly, kommunikationsudstyr, råmaterialer til narkotikaproduktion og alle andre nødvendigheder til dets operationer være betydeligt skadet,« skriver sagsøgerne i dokumenterne.

Læs også
Annonce