*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

McKinsey: I 2030 er hver sjette nye bil selvkørende

Elbilerne vil især slå igennem i de store byer, og forbrugerne vil i stigende grad vælge bil efter formålet, fastslår McKinsey-rapport.

I McKinsey-land
Volvo er en af de bilproducenter, der er langt fremme med selvkørende biler. Sammen med Ericsson arbejder man på at udvikle streamingtjenester, så fører og passagerer i bilen kan underholde sig på turen. Foto: Volvo

I 2030 vil op mod hver sjette nye bil være fuldstændig selvkørende, og hver 10. nye bil vil være en delebil. Samtidig bliver det vigtigere at have rådighed over en bil end at eje bilen, og forbrugerne vil i stigende omfang vælge bil efter formålet.

Det er nogle af forudsigelserne i en McKinsey-rapport om udviklingen inden for bilindustrien, og i den måde vi fremover vil bruge bilerne på.

Læs mere om rapporten hos McKinsey

I dag bruger familierne den samme bil til alle formål, men det vil ændre sig. Premiumbilen bruges til forretning, en lille bil i byen, en autocamper til ferien, en varevogn til storindkøb og måske en lille sportsvogn til det sjove. Og det vil ikke være vigtigt at eje bilen. Tværtimod vil delebiler og delebiltjenester brede sig.

Det vil tage farten af nybilsalget, der dog fortsat vil vokse. Men på globalt plan vil det kun ske med 2 pct. om året mod de 3,6 pct., der har været gennemsnittet de seneste fem år.

Til gengæld vurderer McKinsey, at nye on demand mobiltjenester og datadrevne tjenester vil kunne løfte omsætningen i bilbranchen med op til 30 pct.  Ifølge rapporten blev der i 2015 omsat for 3.500 mia. dollars. McKinsey skønner, at delebilstjenester, softwareopdateringer og netbaserede tjenester i 2030 vil bidrage med 1.500 mia. dollars, så omsætningen i bilbranchen vil nå op på 6.700 mia. dollars frem mod 2030.

Selve bilerne vil også få et andet formål. I første omgang vil de blive koblet op på internettet, og de vil i højere grad kunne opdateres over nettet. Der vil blive satset mere på, at bilerne bliver selvkørende. Først i form af flere assistentsystemer, som kan hjælpe føreren, men i 2030 vil op mod hver sjette bil (15 pct.) være fuldstændig selvkørende, så fører og passagerer kan lade sig underholde på turen.

Samtidig vil elbilerne vinde frem i de store byer på grund af stigende krav om miljøforbedringer. McKinsey vurderer, at elbilerne i 2030 vil udgøre 10-50 pct. af alle de nye biler. Den store andel vil være at finde i byerne. Udbredelsen vil mindskes, jo længere man kommer ud på landet.

Læs også