*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

GN-boss bider rival i haserne på lønfronten

Med en samlet årsløn på 12 mio. kr. er GN Resound-topchef Anders Hedegaard næsten på niveau med konkurrenten Niels Jacobsen fra William Demant, som dog får en helt særlig bonus.

Erhverv
GN-boss Anders Hedegaard (tv.) tjener næsten lige så meget som rivalen Niels Jacobsen (th.) fra William Demant. Sidstnævnte har dog en særlig bonus, han får udbetalt, når han en dag stopper. Fotocollage: Anders Thykier

Den ene bestyrer et høreapparatimperium dobbelt så stort som den anden, men på lønkontoen kan de notere sig omtrent det samme beløb.

Således viser det nye årsregnskab fra GN Store Nord, at høreapparatchefen Anders Hedegaard i 2015 fik en samlet løn på 12,1 mio. kr. Til sammenligning tjente William Demant-topchef Niels Jacobsen 13 mio. kr. i 2014.

Mens de to topchefer altså er nogenlunde på niveau samlet set, er lønpakken sammensat helt forskelligt.

I William Demant, der har Oticon Fonden som storaktionær, får Niels Jacobsen ingen årlig bonus. Han får modsat mange andre topchefer en fast løn, der er uafhængig af de økonomiske resultater.

Til gengæld er han, som Finans tidligere har beskrevet, berettiget til en bonus på en ekstra årsløn, hver gang han har været i selskabet i fire år. Pengene kommer først til udbetaling, når han stopper. Det svarer til, at hans løn de facto er 25 pct. højere end grundlønnen.

I GN Store Nord er lønnen helt anderledes sammensat. For Anders Hedegaard udgør grundlønnen på 5,9 mio. kr. kun halvdelen af den samlede lønpakke. Han har så til gengæld fået 5,1 mio. kr. i bonus og 1,1 mio. kr. i aktiebaseret aflønning i 2015.

Af regnskabet fremgår det, at Anders Hedegaards bonus bl.a. afhænger af udviklingen i selskabets omsætning og driftsresultat. Begge dele er steget markant i 2015.

Regnskabet tyder også på, at Anders Hedegaards løn er stigende. Topchefen, der tiltrådte d. 1. august 2014, fik i sit første regnskabsår 460.000 kr. om måneden i grundløn, mens hans grundløn i 2015 har været på ca. 490.000 kr. om måneden.

I 2015 omsatte GN Resound for 5,2 mia. kr. Det tilsvarende tal for William Demant lød i 2014 på 9,3 mia. kr. William Demant kommer med årsregnskab for 2015 den. 1. marts.

Læs også