*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Salg efter afdød milliardær giver arvinger gevinst på 600 millioner

Boet efter milliardæren Michael Henriksen, som døde i et helikopterstyrt for halvandet år siden, har tjent godt 600 mio. kr. på salg af virksomhed til kapitalfond.

Erhverv
I juni sidste år blev kapitalfonden Agilitas' køb af MH Gruppen, som bl.a. er kendt for City Container, annonceret. Screendump: Finans

Arvingerne efter milliardæren Michael Henriksen har fået en gevinst på 602,8 mio. kr. for salget af miljø- og affaldskoncernen MH Gruppen.

Det fremgår af et nyt årsregnskab fra Michael Henriksen Holding, hvis ejer er boet efter den afdøde milliardær, der som 52-årig omkom i en helikopterulykke i september 2014. Boet består bl.a. af Michael Henriksens tre børn.

Salgsprisen for koncernen, som har City Container samt affaldshåndteringsvirksomheden Norrecco, var hemmelig, da det i juni sidste år kom frem, at den London-baserede kapitalfond overtog MH Gruppen i et såkaldt "management buyout" med en række ledende medarbejdere.

Af regnskabet fremgår det, at et salg af virksomhed har indbragt holdingselskabet 863,5 mio. kr., og at salg af aktiviteter har givet en gevinst på 602,8 mio. kr.

Horten Advokatpartnerselskab er bobestyrer for boet efter Michael Henriksen, og her siger partner Finn Schwarz, at salgstallet i regnskabet er et nettotal, der ikke siger så frygteligt meget, men han tilføjer:

»Vi har været meget tilfredse med den handel, der er foretaget.«

Horten er i gang med at forsøge at sælge resten af holdingselskabets datterselskaber samt grunde i Lynge i Nordsjælland.

»Grundlæggende set skal vi likvidere holdingselskabet, og det er planen, at vi gør det pr. 1. januar 2017. Det siger sig selv, at alle aktiviteter skal være ophørt, og vi regner med at kunne sælge alle aktiviteter,« siger Finn Schwarz, som forventer, at hele boet er gjort op i foråret eller sommeren 2017.

En lang række grunde har været sat til salg. Interesserede køber kunne byde på grundene frem til 8. januar i år. Blandt grundene finder man f.eks. Lynge Grusgrav, en stor landejendom, en industrigrund samt tre søer. Nogle af grundene ligger i det personlige dødsbo, mens andre ligger i selskabet, oplyser Finn Schwarz.

»Vi har haft en udbudsrunde, der har givet os et godt grundlag for at komme videre,« siger Finn Schwarz.

Boet efter Michael Henriksen indtog plads nr. 52 på Berlingskes liste over Danmarks rigeste i 2015. Dengang var formuen opgjort til at være 1,9 mia. kr.

Læs også
Annonce