*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Se 10 af de største gyldne håndtryk

Almindelige lønmodtagere må tage til takke med en afskedsbuket og udsigten til dagpenge, når de stopper på jobbet. For mange topchefer gælder helt andre ordninger.

Erhverv
Kåre Schultz, den tidligere vice-administrerende direktør i Novo Nordisk, fik en af de mest opsigtsvækkende fratrædelsesordninger i nyere tid.  Foto: Colourbox

Fredag måtte den tidligere direktør i Danske Bank og chef for Maersk Line, Eivind Kolding, for anden gang på kort tid forlade en post som topchef. Han kan dog lune sig ved det varme, gyldne håndtryk, han fik ved afskeden med Novo A/S.

Kolding får 20 mio. kr. - svarende til to års løn - for sin indsats. Det beløb kan han lægge oven i de 23 mio. kr., han fik med sig, da han i 2013 forlod chefstolen hos Danske Bank efter bare 18 måneder.

Eivind Kolding er langt fra den eneste, der har fået en solid afskedsgave med sig fra arbejdspladsen. Finans har fundet 10 af dansk erhvervslivs mest opsigtsvækkende gyldne håndtryk fra de seneste 10 år.

  1. Jens Alder fik kun små tre år i direktørstolen hos TDC, før kapitalfondene bag selskabet mistede tålmodigheden med ham og hans manglende resultater med at skære omkostningerne ned og puste omsætningen og indtjeningen op. Med sig fik han dog en bugnende pengepose med 17 mio. kr.
  2. I 2014 måtte medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S daværende topchef må gå af, fordi han havde brudt virksomhedens regler ved at modtage aktiegave. Ulf Wiinberg sikrede sig dog en pæn sum. Han fik 18 mio. kr. med sig fra Lundbeck.
  3. Vestas tidligere topchef Ditlev Engel blev fyret i 2013 efter flere år med nedskæringer. Han fik dog en pæn farvelgave. Ditlev Engels kontrakt indeholdt et opsigelsesvarsel på 24 måneder. Han kunne derfor forlade Vestas med 18 mio. kr.
  4. Da Sten Scheibye blev vippet ud af Coloplast i 2008 efter 13 år på topposten, modtog han ifølge Berlingske et gyldent håndtryk på 23 mio. kr.  Han beskrev først sin exit som »helt naturlig« og »udramatisk«. Efterfølgende har han beskrevet skilsmissen med Coloplast som traumatisk. 
  5. Klaus Kjærulff var direktør i rederiet Torm, men forlod i 2008 skuden - ifølge ham selv efter eget ønsle. Samme år fremgik det af selskabets regnskab, at den tidligere direktør fik 28,9 mio. kr. i forbindelse med sin aftrædelse.
  6. Lise Kingo, der i 2014 forlod Novo Nordisk efter 12 år tro tjeneste som HR-direktør, fik 32,2 mio. kr. med sig i fratrædelsesgodtgørelse foruden sin årsløn fra 2014. Til sammenligning fik topchef Lars Rebien Sørensen en samlet løn på 25,2 mio. kr. samme år.
  7. Allan Leighton nåede kun at sidde på tronen hos smykkeklenodiet Pandora i halvandet år. Alligevel kunne han tage en fratrædelsesbonus på 34 mio. kr. med sig fra jobbet. Pandora har en forhistorie med solide fratrædelsesordninger. Italieneren Marcello Botteli, der fungerede som topchef i Pandora i syv måneder, fik en en løn på hele 23,4 mio. kr.
  8. Den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose forlod sin post som topchef i TDC i 2006 for at overtage posten som bestyrelsesformand i samme selskab. Med sig fik han omkring 46 mio. kr. i bonus, aktier og optioner som tak for otte års slid.
  9. Genmabs frontfigur og medstifter Lise Drakeman tog brat afsked med virksomheden midt i 2010. Hendes fratrædelsesordning løb op i 41 mio. kr., fremgik det efterfølgende af selskabets årsrapport. Oven i hatten fik hun tre års løn, så afskedigelsen kostede i alt Genmab 50,7 mio. kr.
  10. Selvom Eivind Kolding med kort mellemrum har sikret sig to lukrative fratrædelsesordninger, er tidligere vice-administrerende direktør i Novo Nordisk Kåre Schultz til stadighed kongen af gyldne håndtryk. Da han i foråret 2015 skiftede Novo-posten ud med stillingen som direktør i medicinalselskabet Lundbeck, tog han 72,7 mio. kr. med sig fra virksomheden.
Læs også