*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Fremadstormende Aarhus-firma solgt til kapitalfond

Den svenske kapitalfond Ratos køber 70 pct. af aktierne i Airteam.

Erhverv
Airteam har hovedsæde i Højbjerg lidt uden for Aarhus og beskæftiger i alt 150 medarbejdere på syv kontorer landet over.

Aarhus-virksomheden Airteam, der har specialiseret sig i ventilationsanlæg, er netop blevet solgt til den svenske kapitalfond Ratos.

Ratos har sikret sig 70 pct. af aktierne i Airteam og indskyder en kvart milliard kroner i selskabet, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Airteam blev stiftet i 1998 af de tre ejere Poul Pihlmann, Flemming Møller og Peter Bentzen og har de senere år oplevet massiv vækst. Selskabet er værdisat til i alt 575 mio. kr.

»Vi er glade for at kunne investere i Airteam, da selskabet på alle måder står for de samme værdier som Ratos, nemlig at være professionelle, aktive og ansvarsfulde,« siger adm. direktør i Ratos, Susanna Campbell.

Airteam har hovedsæde i Højbjerg lidt uden for Aarhus og beskæftiger i alt 150 medarbejdere på syv kontorer landet over.

Selskabet leverer ventilationsanlæg til både den private og offentlige sektor og omsatte i fjor for 448 mio. kr. Driftsresultatet blev på 62 mio. kr.

Samarbejdet med Ratos skal sikre, at den østjyske vækstkomet fortsat kan ekspandere i Danmark, siger adm. direktør Poul Pihlmann.

»Fremtidens ventilationsentrepriser bliver stadigt større og mere komplekse. Det giver os betydelige muligheder for at udvikle nye løsninger sammen med vore kunder, og det er vigtigt, at vi hele tiden har både organisationen og de finansielle kræfter til at realisere potentialet,« siger han.

Vi ønsker at kombinere Airteams brancheekspertise med vores erfaring i at støtte vækstselskaber med en klar strategisk agenda, og vi betragter Airteam som en attraktiv investeringsmulighed for Ratos.

Susanna Campbell, adm. direktør i Ratos.

Poul Pihlmann fortsætter som adm. direktør og storaktionær i Airteam, mens den hidtidige regionschef, Benny Holm Kristensen, er udnævnt til vicedirektør og desuden bliver medejer.

Herudover sker der ingen ændringer i selskabets organisation eller ledelse.

Ifølge Susanna Campbell har Airteam gode muligheder for at vokse yderligere.

»Vi ønsker at kombinere Airteams brancheekspertise med vores erfaring i at støtte vækstselskaber med en klar strategisk agenda, og vi betragter Airteam som en attraktiv investeringsmulighed for Ratos,« siger hun.

Overtagelsen af Airteam mangler at blive godkendt af de relevante myndigheder, men forventes gennemført i begyndelsen af andet kvartal 2016.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også