*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Ratingbureauet Moody's: Nykredit bliver nødt til at hæve priserne yderligere

Boligejere må ifølge Moody's belave sig på yderligere prisstigninger i Nykredit. Men uden den planlagte børsnotering ville kunderne blive endnu hårdere ramt.

Erhverv
Koncerndirektør Søren Holm fastslår, at Nykredit uden den kommende børsnotering ville være nødt til at hæve priserne betragteligt.

Boligejere er allerede forbandede over de stærkt stigende bidragssatser, men de kan lige så godt forberede sig på, at det bliver endnu værre.

I hvert fald hvis man skal tro ratingbureauet Moody's, som i en ny kommentar roser Nykredits planer om at lade sig børsnotere i løbet af et til to år. Men samtidig fastslår ratingbureauet, at Nykredit trods børsnoteringen bliver nødt til at hæve priserne yderligere.

Således peger Moody's på, at Nykredit har som mål at skabe en forrentning af egenkapitalen på 11 pct. før skat i 2018 for at gøre sig attraktiv for de eksterne investorer, som skal skyde penge i koncernen i forbindelse med børsnoteringen.

»For at opnå det, forventer vi, at Nykredit Realkredit bliver nødt til yderligere at strømline dens organisation og forhøje priserne på realkreditlån, omend i et mere moderat tempo, end hvis koncernen ikke havde været i stand til at skaffe ekstra egenkapital for at nå de forventede kapitalkrav,« skriver Moody's.

I forvejen har Nykredit annonceret prisstigninger i Totalkredit, som koncernen ejer, pr. 1. juli i år, hvilket har skabt utilfredshed blandt kunderne.

Ifølge Moody's er den kommende børsnotering positiv for Nykredit, som får nemmere ved at skaffe yderligere kapital, såfremt myndighederne måtte kræve det.

»Uden aktiesalget ville Nykredit Realkredit skulle hæve priserne betragteligt og skære drastisk i udlånet for at fastholde sine kapitalmål,« konstaterer Moody's.

Nykredit er tilfreds med, at ratingbureauet ser positivt på den kommende børsnotering.

»Vi noterer os, at Moody’s deler vores analyse af situationen. Med en børsnotering vil Nykredit fortsat kunne låne ud i hele Danmark og understøtte vækst og beskæftigelse. Alternativet havde været, at danske boligejere og erhvervsdrivende ville opleve betragtelige prisstigninger og dårligere lånemuligheder,« siger Søren Holm, koncerndirektør i Nykredit.

Læs også
Annonce