*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Direktør og medejer forlader hipt juiceimperium

Henrik Fjordbak er fortid i ledelsen af Joe & The Juice, der har stifter Kaspar Basse i spidsen.

Erhverv
Joe & The Juice skal finde ny chief operating officer, efter at Henrik Fjordbak har forladt virksomheden. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Direktør og medejer Henrik Fjordbak forlader juicekæden Joe & The Juice. Det bekræfter han tirsdag formiddag over for Finans.

»Ledelsen er blevet omorganiseret, og det er en rigtig og langsigtet løsning, der nu er kommet på plads. Som medejer bakker jeg helt op om den nye struktur,« skriver han i en sms.

Henrik Fjordbak skiftede i efteråret 2012 til Joe & The Juice fra en stilling som direktør i Munthe plus Simonsen.

Siden har Joe & The Juice fået ny hovedaktionær i form af den svenske kapitalfond Valedo Partners. Sammen med en række andre nøglemedarbejdere har Henrik Fjordbak dog beholdt en del af aktierne.

»Personligt har jeg haft en rigtig fin rejse med Joe & The Juice og har været med til at mangedoble værdien i den periode, jeg har været med - det er jeg meget tilfreds med. Det nye setup er også stærkt, og jeg har derfor stor tiltro til, at den positive udvikling fortsætter,« skriver han.

I ledelsen af Joe & The Juice har Henrik Fjordbak haft titel af COO, chief operating officer, i en direktion med økonomidirektør Sebastian Vestergaard og adm. direktør Kaspar Basse.

Finans har forsøgt at få et interview med Kaspar Basse. I en sms skriver han:

»Henriks udtræden har været under løbende dialog og er en konsekvens af vores løbende organisatoriske udvikling imod den mest præcise og konstruktive handling af konstant tiltagende vækst.«

Henrik Fjordbak blev hentet til virksomheden som led i den internationale ekspansion, virksomheden er i gang med i disse år.

I det seneste regnskab for koncernen var omsætningen på 309,6 mio. kr. Dette dækkede en periode på 13 måneder fra 1. december 2013 til og med december 2014. Ved afslutningen af dette regnskab havde Joe & The Juice 79 butikker og en forventning om at øge antallet til 130.

Henrik Fjordbak var talsperson for Joe & The Juice, da det i efteråret 2013 langt om længe lykkedes virksomheden at indgå overenskomst med 3F.

Læs også